Alles hat seine Zeit.

Alles hat seine Zeit.
Og således også de meget spændende, indholdsrige og hyggelige dage i Berlin.
Jeg har været overalt (tror jeg?) til fods, med bus, u-bahn og s-bahn i Berlin Mitte, så jeg har oplevet genkendelsens glæde, men også opdaget nye små detaljer; undret mig over gigantiske bygninger og mindesmærker, og hygget mig sammen med en håndfuld dejlige mennesker, som med deres viden, kendskab og gode humør har medvirket til at min oplevelseskonto er blevet fyldt godt op.

Berlin bærer sin grumsomme fortid på ydersiden.
Mindesmærker overalt ligger og står som ar, der aldrig forsvinder.
Ar som fortæller om et brutalt skæbnefællesskab mellem det tysk og det jødiske folk.

Kunstneren Gunter Demning begyndte ulovligt i 1997 at nedlægge små messingplader i fortovet ud for huse, hvor der havde boet jøder, der var blevet deporteret og myrdet under krigen.
Stolpersteine, kaldes de.
På dansk snublesten.
Pladen bærer en inskription med navn, fødselsdato,
dato for deportation og destination og dødsdag.

Demnings små Stolpersteine er siden blevet anerkendt, og i 2005 blev han hædret med ordenen Bundesverdienstkreuz.
Der findes nu 1200 Stolpersteine i Berlin.
Men ikke kun der.
De findes også i Østrig, Ungarn og Holland.

Udenfor Rigsdagsbygningen findes der et mindesmærke for dem, der var i opposition til nazistpartiet og medlemmer af Weimarrepublikken.
De blev sendt i koncentrationslejre i 1933.
På kanten af hver plade er der, som på Snublestenene, navne og data på de mennesker, der endte så ulykkeligt.

Det Jødiske Museum, som holder til i en meget spektakular bygning, er tegnet af arkitekten Daniel Liebeskind. At gå i bygningen er en oplevelse i sig selv
Det rummer ikke kun historier om Holocost, men også det jødiske folks historie.
Man kunne bruge dage her.
Der er en dejlig cafe og en fin butik.
Her kan læses mere om museet.

Fra tagrestauranten i Rigsdagsbygningen er der en flot udsigt.
Vejret var gråt den dag, vi spiste frokost der.
Men man kan alligevel se det meget stor Holocost-mindesmærke, der ligger med sine kæmpestore betonklodser (i den retning flaget peger) Til minde om alle de europæiske jøder, der mistede livet under 2.  Verdenskrig.

Musikhuset eller Philharmonien er en meget fantastisk bygning, som jeg kun så lidt af
til en frokost-foyerkoncert.
Bygningen kan ikke rummes på et billede - og slet ikke den indvendige del af huset.
Men mere om det en anden gang (måske).

 

I denne her sammenhæng blev jeg optaget af en tavle, der hænger ved busstoppestedet til højre i billedet.
På tavlen fortælles en grusom historie.
Her lå engang et hus.
I 1940 foretog Christian Wirth de første forsøg med gas her.
Det handlede om, hvordan gas kunne dræbe mennesker.
De første forsøgspersoner var 14 fysisk, psykisk handicappede.
Alene i 1940 og 41 blev 70.000 handicappede dræbt i Berlin på den måde.

Herefter blev metoden brugt i koncentrationslejre i et helt ufatteligt omfang.

Mens jeg ventede på bussen, kom en mand gående med en flok børn.
Sikkert en lærer.
Han førte børnene hen til tavlen og fortalte.

Jeg tænkte, at det skulle være forbudt for børn.

Men den historie må aldrig glemmes.
Og de dybe sår i relationen mellem jøder, sigøjnere, homoseksuelle og andre forfulgte, får ikke lov til at gro sammen til et usynligt ar, når historien holdes levende.

Nu vil jeg lukke for historien.
Det har gjort stort indtryk på mig at få den genfortalt.

Der var mange oplevelser i Berlin af en helt anden slags.
Måske kommer de?

Nu er jeg hjemme.
Jeg må til træning!
Og fødselsdag senere i nabolaget.