mandag, oktober 14, 2013

Dengang man sprættede bøger op ...

Jeg havde helt glemt det, indtil jeg så Henrik sidde med papirkniven og sprætte en bog op.
Han havde lånt bogen, som er fra 1985, af sin datter. Hun var kommet til side 40, og nu havde Henrik besluttet sig for at læse den. Han har det sådan, at når han først er begyndt på en bog, så skal den læses færdig. Uanset hvor kedelig handlingen er, eller hvor dårligt  sproget er.
Så nu sidder han og sprætter op og keder sig over det, han læser. Jeg kan godt huske dengang, vi skulle sprætte de nye bøger op. Jeg synes bare, det må være meget længere tilbage end i 80erne? Det var heller ikke alle bøger, der skulle sprættes op. Men hvorfor mon det var sådan med nogle bøger? Måske var det billigere at udgive dem på den måde? Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, det ikke er sådan mere.

Jeg har lige læst en krimi, som ellers er en genre, jeg ikke kan blive grebet af.


Men Kollaboratøren Fra Betlehem trak i mig.
Alene forsiden var nok: Fødselskirken i Betlehem.
Da jeg var i Israel og Palæstina tidligere i år, boede vi i 6 dage i Betlehem, og det er bare så spændende at kunne genkende de lokaliteter, hvor handlingen i bogen foregår.
Eftersom kollaboratøren først blev afsløret til sidst, var jeg nødt til at læse den hele vejen igennem.
Omar Yussef, den selvbestaltede detektiv, er historielærer på skolen i Dehaisha-flygtningelejren, som vi også besøgte. Han er ikke en særlig sympatisk karakter i bogen, men han vinder dog ved nærmere bekendtskab.
Forfatteren Matt Rees er journalist fra Wales bosiddende i Jerusalem gennem en årrække. Bogen er fra 2006 og den første i en serie. Nu er jeg blevet nysgerrig, så jeg må til at finde ud af, hvordan det er gået med serieplanerne.
De forbrydelser og mord, der foregår i bogen er baseret på virkelig handlinger, der har fundet sted i Betlehem. Det er det værste ved bogen, at jeg ikke kan sige, det bare er fiktion.


Det har været en smuk, solfyldt dag i dag.
Fra Henriks køkkenvindue er der udsigt til efterårsfarverne i gårdhaven.



7 kommentarer:

  1. Jeg husker godt, at vi sprættede bøger op, - egentlig mærkeligt...., men det må jo nok være billigere.
    Jeg er holdt op med at læse bøger færdige, som keder mig. Det sker en sjælden gang, at jeg giver op. Men der findes jo så mange gode bøger, så hvorfor skulle man ikke læse dem i stedet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg vil heller ikke sidde og kæmpe over en bog. Det skal være en fornøjelse at læse. Især nu da. Nu er der ikke lektier eller pligtlæsning mere ;-)

      Slet
  2. Jeg glæder mig over, at vi ikke mere skal sprætte bøger op - mon ikke det har gjort bøgerne biligere? Lige som Eva er jeg holdt op med at læse bøger færdige, hvis de keder mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, nej vi gider ikke sprætte bøger op mere. Og jeg vil også fængsles af det, jeg læser.

      Slet
  3. Jeg havde helt glemt de bøger, de var så irriterende :-) Jeg læser heller ikke bøger færdig, hvis de keder mig, men jeg forsøger dog at blive ved et godt stykke ind i bogen, fordi jeg har oplevet at nogle bøger tager det lang tid før de fænger og man er inde i bogens univers.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det var nemlig irriterende at sprætte op. Jeg er nok ikke så tålmodig, som du er. Jeg giver hurtigt op, hvis en bog keder mig. Sådan havde jeg det med 'Profeterne i Evighedsdalen', Jeg gav op i første omgang, men eftersom mange er begejstrede for bogen gik jeg i gang igen, og tænkte, der måtte være noget at komme efter. Og jeg synes, den er fantastisk. Men altså ikke til at begynde med. ;-)

      Slet
  4. Det må have været væsentlig billigere - trykkeriet sparede jo flere arbejdsgange.
    Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik min sidste bog, der skulle sprættes op, men det er godt nok længe siden.
    Jeg læser heller ikke en bog færdig, der keder mig - jeg giver den en pæn chance eller springer måske midt ind i den for et kort øjeblik for at se, om der skulle være sket noget interessant i mellemtiden, men hvis der ikke er det, får den nådesstødet :-)

    SvarSlet