søndag, maj 28, 2017

At kunne bøje knæene er ikke nok ...

For et par dage siden var jeg ude at cykle i virkeligheden, efter jeg d. 22. dec. kom til skade med mit knæ.
Når jeg skriver virkeligheden, så er det fordi, jeg efterhånden er ret skrap på kondicyklen. Sadlen er sat ned, så jeg tvinges til at bøje pænt i knæet, modstanden er sat op (dog ikke svarende til Aarhusbakken), og tempoet er skruet i vejret.
Med den erfaring i baghovedet regnede jeg ikke med, at jeg ville blive udfordret ved at tage en tur på min gamle røde cykel.
Jeg blev dog hurtigt klogere.

Det føltes usikkert at køre afsted på to hjul.
Jeg skulle holde balancen, orientere mig og styre. Samtidig skulle jeg give tegn. Og være klar til at stoppe pludseligt, hvis noget skulle hænde.
Det, med at starte og stoppe, skulle jeg have øvet mig på først, blev jeg klar over.
Turen gik dog godt. Men jeg fik respekt for cykling. Siden jeg var seks-syv år har jeg cyklet og aldrig tænkt over det. Det foregik pr. automatik.
I dag tog jeg en tur ud ad landevejen. Der var ingen udfordringer der. Cykelsti og fred og ro og en bil ude på vejen i ny og næ.
Det svære punkt er at stå af. At få benet placeret på asfalten. Det skal foregå langsomt og kontrolleret, så derfor skal jeg ikke cykle ned til byen, hvor vi er flere på cykelstien. Og det behøver jeg heller ikke.
Men hvor er det dejligt at cykle en lille tur ud i det grønne.

14 kommentarer:

  1. Tænk, at en cykeltur pludselig kan give udfordringer, når du nu cykler så meget på kondicykel. Men mon ikke det hurtigt kommer igen?
    Var det virkelig før jul, du kom til skade? Det er da slet ikke til at forstå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg kunne allerede mærke anden gang, at det gik lettere. Der var modvind på vejen hjem, og det var lidt hårdt, men det skal nok gå.

      Slet
  2. Der er noget med tryghed som gør sig gældende, når man har været af cyklen en tid. Jeg troede også, det var noget man bare kunne, og så var det bare op på cyklen, men det var ikke "bare - bare". Jeg forstod først ikke, hvad det var, som gjorde, at balancen ikke var helt enkel og jeg vringlede. Og blev usikker. Og det med at stå af er faktisk helt anderledes end før. Meget lærerigt. Her får man strukturere både start og stop. Ler højt. Tyngdepunkterne er for min del forskubbet til andre steder end før. Lykke til. Du er så dygtig og ihærdig. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mona. Ja, trygheden mangler efter nogle måneder væk fra cykelsadlen. Min comfort-zone blev mindre. Jeg prøver gradvist at udvide den. :-)
      God arbejdslyst med din cykling.

      Slet
  3. Det skulle vi alle prøve, altså komme ud for hvor vigtigt det er at være opmærksom i trafikken, både på cykel og gang. Rutiner er ikke altid gavnligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, rutiner kan gøre os sløve. Det er vist det, du mener? Det er uhyre vigtigt at være opmærksom, når man er trafikant. Om man går, cykler eller kører bil, så må man være opmærksom.

      Slet
  4. Godt beskrevet, for det er jo netop det, der sker mens man cykler og ved start og slut, der kan udfordre dit knæ ud i stillinger, det ikke har godt af. Godt dit knæ sidder på en klog og erfaren fysioterapeut :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lene. Selv en erfaren fysioterapeut kan overraskes :-)
      Start og slut er de kritiske tidspunkter - er jeg blevet mindet om.

      Slet
  5. Interessant at læse, godt du selv ved så meget om, hvad der er godt og hvad der ikke er godt for dit knæ. Min mand er stadigvæk ikke kommet ud at cykle, håber det kommer i løbet af sommeren. Måske aner han, at det ikke bliver så nemt?

    SvarSlet
  6. Marianne, jeg har ikke kunnet finde ind til din blog?? Og ved ikke, hvad din mand har været ude for. Men jeg forstår på dig, at han er i bedring. Jeg håber, det fortsætter. Tiden er også en faktor, som jeg siger til mig selv. Der skal tid til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, jeg har desværre ingen blog, kom ikke igang og nu er det vist for sent. Min mand var sidste sommer igang med at male sommerhuset, da stigen faldt sammen med ham ovenpå, han faldt fra tre meters højde, smadre højre hånd/håndled og højere hofte. Det kostede fem uger på hospital og et halvt års genoptræning med fire til fem timers træning hver dag. Nu går han næsten normalt, men hånden bliver aldrig som før. Med daglig bevægelse og træning her hjemme går det stadig væk fremad. Men det er billigt sluppet, rigtig mange i vores alder ender efter sådanne uheld med brækket ryg i rullestol. Så vi nyder hverdagen og sætter pris på de små glæder. En af dem, er at følge dig og dine store fremskridt.

      Slet
    2. Marianne, mange tak for din fortælling om jeres situation og din mands helt forfærdelige uheld, mens han var i gang med at male. 3 m.er en skræmmende faldhøjde. Det må have været en meget smertefuld og hård tid sidste sommer. Hvor er det synd for ham. Det sætter lige mit lille knæ i perspektiv. Nu efter snart et halvt år har jeg kun få gener. Du har ret i, at det er billigt sluppet efter et fald på 3 m. Men det er jo slemt alligevel. Jeg vil ønske din mand energi og gå-på-mod til at blive ved med træningen. Det er det, der skal til. Og god sommer til jer begge. Det er godt at kunne nyde de små glæder i hverdagen - dem er der flest af.

      Slet
    3. Tak Betty, også rigtig god sommer til dig, du skal ikke underdrive dit uheld, det har også været en hård omgang.

      Slet
    4. Tak Marianne. Ja, det har det.

      Slet