torsdag, november 02, 2017

November måneds første bad.

Måske kan jeg gøre det til en tradition, at vise et billede fra Østre søbad af månedens første bad.
Jeg opdagede, jeg havde et indlæg  2. oktober med den overskrift.
Så her kommer et billede af søen ved november måneds første bad. Vandet er 8 grader.
Min bademakker havde meldt afbud til i morgen fredag, som er vores faste aftale. Jeg skulle tæt forbi søen i dag, så jeg tog tasken med og havde en sjov oplevelse.
To unge mænd  var under skrig og skrål i gang med at tage deres første bad i det kolde vand. De var helt euforiske og begejstrede bagefter. Jubelscenerne ville ingen ende tage, og de mente, at det ville de gøre igen.

 I tv-udsendelsen, Kender Du Typen i mandags, var dagens hovedperson vinterbader, blev der oplyst til de to livsstilseksperter, der skulle gætte, hvem det var.
Til det udbrød Flemming Møldrup, at vinterbadning er blevet så almindeligt, at man næsten er helt flov over ikke at være med. Engang var det kun seje gamle pensionister, men nu er det folk i alle aldre, der tager sig en kold dukkert. Han sagde ikke, om han ville prøve selv.

Jeg fik en sms her tidligere i aften, at min bademakker godt kan alligevel i morgen, hvis det kan blive to timer senere end vores faste aftale.
Det passer mig godt. Jeg bliver frisk og glad af det - i hvert fald nogle timer :-) Og jeg har to badedragter, så jeg ikke skal tage den halvvåde på fra dagens bad.
Der var ganske vist en mand derude i dag, der har vinterbadet i mere end 20 år, og han ville overbevise mig om, at den bedste fornemmelse var at bade nøgen. Det har han nok ret i, men det er ikke lige mig.

4 kommentarer:

  1. Det ser virkelig dejligt ud, hvor du bader.
    Jeg kan bekræfte, at det er bedst at bade nøgen, - men det kræver, at alle er nøgne, og at der ikke kommer nysgerrige, påklædte forbi, for så er det akavet. Det ville det i hvert fald være for mig.

    SvarSlet
  2. Eva, du kender det af egen erfaring :-) Jeg synes, det er rigtigt, det skal være ens for alle, og der hvor jeg bader er der hele tiden mennesker, der går forbi eller sidder og kigger, så jeg har badedragten på :-)

    SvarSlet
  3. Jeg skulle da heller ikke have noget af at bade nøgen, hvis der er tilskuere!
    At jeg så overhovedet ikke skulle ud at bade, hverken med eller uden ærbarheden i behold, er en ganske anden sag ;-)

    SvarSlet
  4. Ellen, den galej springer du ikke med på :-) ;-)
    Heldigvis kan vi selv bestemme :-)

    SvarSlet