I de højere luftlag.

 Jeg har været lidt oppe i højderne de seneste dage. Johanne og jeg har været på togtur til Aarhus.

Her er vi i Regnbuen på toppen af AROS Aarhus Kunstmuseum. Vi var selvfølgelig også forbi Boy, den store skulptur af en dreng. Vi var der sidst, da hun sad i barnevogn, Hun har set billeder fra dengang og følte sig nok lidt kendt. 

Jeg ville gerne se Elisabeth Jerichau Baumans billeder, og jeg vidste godt, det ville blive en hurtig gennemgang. Hun malede fantastisk dengang med fotografisk nøjagtighed for mere end 150 år siden. Hun rejste rundt i Europa og malede kongelige og kendte, var gift med billedhugger Jens Adolf Jerichau og fødte ni børn i perioden fra 1846 til 1861. 

For Johanne var det kedeligt at se alle de portrætter, men da vi kom til salen med mulighed for at fotografere og tegne med de tre baggrunde som forlæg var hun fyr og flamme. 

Det var muligt at fotografere, så det så ud som om hønen spiste af hendes hånd, men det lykkedes mig ikke at få guidet hendes hånd i den rigtige position.

Hønen er malet på en glasplade, som hun står bagved.

Det var sjovt at prøve, og for en syv-årig er det ikke nok at kigge på billeder, der skal også ageres. 

Der er virkelig mange oplevelser i Aros. Jeg vil gerne tilbage på et voksen-besøg.

Sidste år havde jeg Mattias med på Aarhus-tur og planen var, at Johanne skulle opleve det samme som han gjorde, så vi skulle også op på Salling Rooftop.

Den store kikkert og udsigtspladen var et hit. 

Den frithængende skywalk, hvorfra man kan kigge ned på de små mennesker, der går nede på gaden.

Der var ikke så mange, der havde lyst til at træde ud på pladen, så pigerne kunne godt ligge og brede sig og holde øje med, hvad der skete på gadeplan.

Man har en fantastisk udsigt ud over byen. Vi var heldige med vejret, så det var godt at være udendørs. Haven eller parken eller hvad man skal kalde området er 2000 kvadratmeter. Der er cafe og udendørs servering og mange siddepladser. Vi spiste også frokost der.

Da jeg var der sammen med Mattias i juli sidste år, var det køligt og overskyet. Vi gik også en tur ned til Domkirken, der ligger lidt længere nede ad gaden. Der er nogle sjove små kalkmalerier i loftet, som jeg ville vise ham om en ræv og nogle gæs. Sådan lidt tegneserieagtigt.

Jeg havde ikke sagt noget til Johanne om det - og heldigvis. For jeg var blevet så træt, så jeg vidste, at gåturen tilbage til stationen ville være nok for mig. 

Da hun var blevet mæt af at være på toppen, begyndte tilbageturen  med løfte om en is, når vi havde købt togbillet.

Vi gjorde et lille stop i parfumeafdelingen og prøvede de åbne test, så vi duftede af parfume op og ned af armene.

Vi var begge trætte, da vi havde købt is og billet. Toget var kørt få min. før, vi kom, så vi sad på en bænk i 20 min. og slappede af og kiggede på de mange folk, der hele tiden kom forbi. Den sidste rest af isen blev spist i toget. Johanne sad lænet op ad mig og var lige ved at falde i søvn. Det var jeg faktisk også. Det havde været en dejlig tur. Hun var så sjov og sød at være sammen med.

Jeg er lidt tankefuld over, at jeg ikke kunne gå den samme tur som sidste år. Det blev på en måde målbart, at alderen har taget noget fra mig. Sådan tolker jeg det, at jeg ikke kunne gå ned til Domkirken. Men sådan er det med alderen. Den afmonterer os. Kunsten er at hvile i den kendsgerning.

Sommerferieminder.

 Dagene går. Det er snart to uger siden, vi kom hjem fra sommerferien i Vorupør, så hvis jeg senere skal kunne huske eller genopfriske, hvad der skete, så er det vist på tide at lægge nogle billeder op.

Et par seje fætre, der med rette var stolte, da de sammen med Christians far gennemførte en 14 km. lang vandretur fra Vorupør til Klitmøller. Der vankede en is som belønning, da de nåede frem. Og Mattias' far var der, klar til at køre et par trætte drenge hjem.

Fra en dejlig tur i Tvorup Klitplantage tæt på min barndoms badesø. Turen var på lidt mere end to km. Det passede lige til mig.

Johanne med morgenhår udenfor min lejlighed i ferien. Hun havde fødselsdag en af dagene og er nu syv år.

I Sdr Vorupør ligger denne her ejendom med otte ejerlejligheder, hvoraf et par stykker var til udlejning. 

Jeg boede inderst i vinklen. Det var ikke ideelt, for der var for mørkt og for klemt. Der var kælderkoldt, selv om det var en solskinsuge - uge 29. Jeg ved, at jeg ikke vil bo der en anden gang.

Det ligger godt i klitlandskabet og kun et par km. fra Stenbjerg, hvor der var god plads til solnedgangs-nydning, når der blev for mange mennesker i Vorupør.

Solnedgang ved Stenbjerg Landingsplads. Der mangler bare et ishus :-)

Husene er ikke til beboelse. 

Der er en lille håndfuld fiskere, der fisker fra stranden. Jeg blev overrasket, da jeg faldt i snak med en af dem, og han fortalte, at hver fisker havde sin egen traktor til at trække sin båd op med. Jeg troede, de havde traktorer i fællesskab.

Vi var inde i det nye videnscenter for Nationalpark Thy. Det bliver først officielt åbnet sidst i august af dronningen, men det er færdigt og publikum har adgang til det. 

Der er meget spændende at fordybe sig i. Vi var der kun kort, men kommer tilbage en anden gang.

I år lykkedes det ikke at komme til at spise på Madbaren i Hanstholm, som er et yndlingssted. Der var så travlt, så telefonen ikke blev taget. Da den blev taget efter flere forsøg, var beskeden, at der ikke var plads til en gruppe på 10, men vi kunne tage chancen. Det havde vi ikke lyst til, så vi spiste på den nye restaurant Havbadet. Jeg troede, det var et eksklusivt sted, men der var ikke gjort meget ud af indretningen. Nærmest som et cafeterie. Og menuen var helt almindelig. Dog var Mattias meget skuffet, fordi man ikke kunne få pommes frites.

I den tidligere skole er der nu kontorfællesskab & iværksætterhus.

Tydeligvis inspireret af Silicon Valley hedder det Surf and Work, Silicon VØ.  Det kunne være sjovt at vide, hvem der holder til der? Jeg kunne jo bare finde ud af det. Måske er det min fordom, når jeg gætter på, det ikke er lokale borgere? 

Der var ikke den store badeaktivitet fra familiens side. Jeg var slet ikke i vandet. Selv om solen skinnede det meste af tiden, var der en lille kølighed i luften.

Men der er dejligt underalle omstændigheder.

Der foregår en lokal konflikt for tiden, fordi Thisted kommune ønsker at give tilladelse til et hotelbyggeri på Hawstokken 9, der ligger tæt på havbadet. De erhversdrivende er interesserede i flere turister og ønsker dialog med politikerne, mens en anden gruppe er lodret imod. I den gruppe er der overtal af sommerhusejere. Der foreligger ingen tegninger over projektet endnu. Det bliver spændende, hvad det ender med.

Snapshots fra en byggeplads i Vorupør.

 Der sker så meget nybyggeri i Vorupør for tiden, så jeg var især spændt på, hvordan der så ud ved huset på hjørnet af Hawstokken og Vesterhavsgade, hvor vi har boet flere gange i ferierne.

Wow. Her er kommet nye toner og en anden energi. Trappen er et populært 'hæng ud' sted i godt vejr. Udsigten til den anden side af vejen er ikke særlig speciel. Der ligger en genbrugsbutik. Men alle, der er på vej til havet, havbadet, molen, Vesterhavscafeen og det nye Nationalparkcenter, kommer den vej forbi. Så der er god mulighed for at blive set :-) Billedet er fra en kølig dag. Det ser anderledes crowded ud, når solen skinner.

Det er muligt at købe mad og drikke fra foodtruck'en, der er parkeret på gårdspladsen. Der kan købes boards og surf-udstyr. Planen er, at der skal være badehotel, cafe og butik. 

Billedet her er fra 2018, da jeg boede i lejligheden bag de to vinduer. Johanne elskede at kravle op ad muren i stedet for at bruge trappen og råbe til mig, om jeg ville med til stranden.

Det var sådan et dejligt centralt sted at bo. I år har jeg boet i Sdr Vorupør, hvor der er dejlig fredeligt i klitterne. Men det er nødvendigt at køre for at komme til stedet, hvor alle mødes. Og der er for få parkeringspladser. Jeg fandt en parkeringslomme på Vesterhavsgade i gåafstand for mig, så det fungerede fint.

Sådan så der ud i 2019.

Menukort på surfboard.

Det varede lige et par sekunder, inden det gik op for mig, hvad der stod nederst til venstre på menuen.

Det z-ord, var det en smart amerikansk hilsen? Jeg havde nemlig lagt mærke til, at der stod staff only på en dør. 

Men det er jo selvfølgelig den lokale dialekt: Vi zigges = Vi ses.

Jeg sagde til et par unge mænd på pladsen med københavnsk sprogtone, at hvis det skulle være helt autentisk, skulle Vi være med W. :-)

Jeg tror ikke, de helt forstod, hvad jeg mente. Måske havde de ikke skrevet det.

Jeg glæder mig til at se, hvordan stedet udvikler sig. Det er godt med ny energi.

WI ZIGGES!

Allerede fredag.

 Sikke dog en varme de seneste dage. Men ingen grund til klage i min lille boble. Jeg kan holde mig i skyggen, hvis det er det, jeg vil.

For flere uger siden blev jeg færdig med at male stakit og gelænder ved trappen. Jeg bestemte mig for at beholde det her meget gamle bord- og stolesæt. Det var præget af mange års udeliv. Det blev vasket godt af og fik træbeskyttelse, og da der var sort maling til overs blev det brugt. Hvorfor den ene stol kom til at stå i venteposition, ved jeg egentlig ikke. Men nu er den også blevet sort.

Maling er ganske dyrt. Jeg kunne næsten have fået et lille plastik cafesæt hos Jysk for samme pris. Men nu pudser jeg glorien, fordi jeg ikke har bidraget til mere affald på lossepladsen. Og det er lidt hyggeligt at male, når det er så små ting.

Johanne sov her natten til tirsdag. Hendes forældre havde travlt med at pakke sammen til ferie.

Vi fandt det gamle Sorteper-spil, som hendes mor og moster også har spillet med for mange år siden. Det, synes jeg, er rigtig hyggeligt. Og hun synes, figurerne er så søde, i modsætning til et spil de har hjemme.

Et dejligt far-søn billede fra i går, da havet var blikstille i Vorupør. Det sker sjældent.

Begge mine børnefamilier er der, og jeg glæder mig til i morgen, da det er min tur til at køre nordpå.

Billedet her, af det store lindetræ ved hovedindgangen til Silkeborg Bad, viser ikke at træet blomstrer nu. Men der er flere lindetræer i blomst, og de dufter helt vidunderligt. Det har nærmest været hovedattraktionen for mig de to gange, jeg har haft vagt i den seneste tid. Nej, det er ikke fair at skrive, for der er kunstnere, der viser spændende ting. Det kan ses på stedet hjemmeside.

Måske holder jeg en lille feriepause? Måske ikke?

Rutcheture ...

 Både vejrmæssigt og fodboldmæssigt har vi været på rutcheture her til lands de seneste dage. Jeg følger almindeligvis ikke meget med i sport, men det forløb, der har været med landsholdet, har lokket mig til skærmen sommetider. Det bliver bare alt for spændende, som fx kampen på Wembley, så jeg må gå til og fra og endda helt slukke for tv i nogle minutter. Da kampen sluttede efter omkamp, var det min sengetid ved midnat. Men det havde været nogle sindsoprivende minutter til sidst. Jeg kunne bare ikke falde i søvn og lå og roterede og stod op igen kl 02. Jeg spiste lidt frugt og gik i seng, og så kunne jeg sove. Det har glædet mig at se den proces, der har været mellem spillerne og landstræneren. Der har været plads til følelser og reflektioner. Måske er det min fordom, at jeg tænker elitesport som lidt robotagtigt. Når jeg har kørt Chr. til fodbold, og sommetider blevet stående for at følge slagets gang, har jeg lagt mærke til, at der bliver skubbet med skulderen til modstanderen. Eller spændt ben med vilje. Måske er det uheld? Sådan så jeg ikke landsholdet. Måske er fodbold mere elegant på højt niveau. Måske har jeg set for lidt? Under alle omstændigheder, så kan små og store fodboldspillere lære noget af landsholdet på flere måder.

Mattias var her i tirsdags og onsdags. Vi havde aftalt, vi skulle på Museum og se rekonstruktionen af Tollundmanden, det 2.400 år gamle moselig, der ligger i sin montre i et rum for sig selv. Helt sort efter ophold i mosen i mere end 2000 år. Man har forestillet sig, hvordan han så ud den dag, han stod i mosen. Vi undrede os sammen, Mattias og mig. Hvorfor var det lige ham, der fik en snor om halsen og blev hængt? Og hvorfor i det hele taget? Livet i jernealderen var fuldstændig anderledes, end det liv vi kender i dag.

 Der er masser af information, man både kan høre og læse i området omkring ham. Det gjorde vi ikke så meget. Måske næste gang, hvis interessen, koncentrationen og tiden er til det.

Rekonstruktionen er lavet af Kennis & Kennis Rekonstruction fra Holland. Samme firma har lavet figurerne, der står på evolutionstrappen på Mosgaard Museum. De er fantastisk dygtige til at lave meget virkelighedstro 'mennesker'. I silikone.

Det er svært at forbinde 'manden' her med det mørke skelet, der ligger i montren. 

Vi var også på skattejagt rundt på museet efter et kort, vi fik udleveret i receptionen. Præmien var en guldmønt i form af chokolade pakket ind i guldpapir.

I onsdags var vi omkring Papirmuseet. Der er en omviser, der fortæller om Silkeborgs historie omkring papirfabrikken. Og endnu en skattejagt.

Jeg var der for nogle år siden, og da fik vi lov til selv at holde rammen og ryste vandet af, som man gjorde dengang papiret blev håndlavet. 

Sådan er det ikke mere. Nu kan vi se på, at en mand gør det. Det er kedeligt. Vi fik at vide, at sommetider havde en gæst tabt rammen ned i det store kar med papirmassen, og det var jo ikke så godt. Men vi fik et ark håndlavet papir med Tollundmandens hoved som vandmærke. 

Det var ikke det mest interessante sted for Mattias. Men han havde set på min billet, (gratis adgang for børn) at der var 10% på køb i Musikhusets cafe, så selvfølgelig skulle vi slutte af med kage, sodavand og kaffe.

Her kan man sidde og kigge ud på trafikken på Langebro, hvor der kører mange biler.

Et populært sted at opholde sig, når en af de store interesserer er at genkende biler. Og helst spotte en Tesla. Mine observationer på biler begrænser sig til farven, så jeg bliver imponeret over alle de bilnavne.

Tirsdag aften fik vi boller i karry med ris og koldskål til dessert. Det styrtregnede, mens vi spiste, men vi aftalte at gå ned til Havnen og spise is, når det blev tørvejr. Det blev det i løbet af den tid, det tog at spise to store portioner boller i karry og en portion koldskål. 

Jeg undrer mig over, hvor meget sådan en drengemave kan rumme. Efter maden var der også plads til en isvaffel med tre kugler.

På samme måde en aften, Chr. og jeg ville ned og se på Springvandet. Vi havde spist et stort måltid, der faktisk var lækre rester fra storebror Marcus' konfirmation. Da vi stod nede og kiggede på det flotte springvand, kunne han mærke, han trængte til en fransk hotdog. Det viste sig, at han i virkeligheden trængte til to. 

Måske har jeg glemt, hvor meget børn i 10 års alderen og frem spiser? Måske spiser piger ikke så meget under deres opvækst som drenge? Min erfaring går jo på piger.

Vi er blevet lovet byger på de her breddegrader, men nu kl 14.30 skinner solen stadig. Jeg kunne godt have vasket en vask og fået tørret den udenfor. En vask med sengetøj og håndklæder osv. varer tre timer på min energibesparende vaskemaskine. Og til den tid er det nok blevet regnvejr? Jeg kan jo også bare vente til i morgen eller en anden dag ...

I formiddags var jeg til afslutningstest (ikke fest, men test) på mit Gla:d forløb. Det vil jeg skrive om en anden gang.

I haven er der sådan en fin valmue for tiden. Den kommer vist fra min nabo, som også har den i sin have. Jeg har ikke gjort noget aktivt for at få et eksemplar over til mig.

Undervejs i uvejr i går.

 I går, da jeg var på vej hjem fra en lille miniferie i Harboøre, var et voldsomt uvejr på vej over Vest- og Midtjylland.

Jeg ville lægge turen forbi Bovbjerg Fyr. Det var kun en lille omvej, og da jeg har hørt godt om stedet, var det nærliggende at køre den vej. 

Pludselig kom et heftigt regnvejr over os, og det sidste stykke på grusvej gik meget langsomt. Jeg vidste ikke, man kunne parkere helt oppe ved Fyret, så jeg parkerede nedenfor og gik det sidste lille stykke. Heldigvis havde jeg regnfrakke med, og det var perfekt at gå i klipklapper. Det føltes helt behageligt at få skyllet fødder på den måde.

Der var ingen ide i at gå op i tårnet. Eller tage elevatoren som også er en mulighed. Der var overhovedet ingen sigtbarhed. Men indenfor er der udstilling af malerier og keramik. Og der er cafe og butik, så der var nok at gøre og se. Jeg fik kaffe med bolle. Smør og og ost er fra Thise mejeri. Der var optaget i cafeen i stueetagen, så jeg havde en vinduesplads på 1. sal. Udsigten til himmel og hav var i den grå nuance. Stedet bliver drevet af frivillige, og der var en hyggelig stemning.

Bovbjerg Fyr bag mit link ligger oplysninger om aktiviteter på stedet. Fx fællesspisning. Og rappelling.

Mens jeg sad der, drev et voldsomt tordenvejr ind over landet.

Stakkels får. Men de bliver vel ikke våde.

Da uvejret stilnede af, gik jeg ned til klitterne. Ikke ned til stranden, for der var langt ned.

Himmel og hav havde næsten samme farve, og det var nærmest ikke muligt at se, hvor de mødtes i horisonten. Der er en stor ro over landskabet, når farverne er så dousche og nedtonede, synes jeg.

Da jeg kom hjem fortalte min nabo, der var faldet 14 mm. regn på 20 min. 

Jeg kunne se, at jorden var pisket op på mine fliser, og kloakken ved kælderdøren havde ikke kunnet kapere så meget vand, så det var flydt ind i kælderen omkring døren. Ikke hen ad gangen, heldigvis.

Jeg var glad for, jeg ikke var på cykeltur. Jeg sad tørt og godt i bilen :-)

Kattesprog.

 Jeg har haft fornøjelsen at besøge mine venners kat et par dage, mens den var alene hjemme. Den skal ikke luftes, for den går selv ud og ind af kattelemmen. Så jeg skulle bare finde foder frem og skifte vand. Og hygge lidt.

Men hvordan tyder man lige en kats signaler?

Det var noget af en forskrækkelse, da jeg kom ind i stuen, og der lå to døde gråspurve på gulvet. Jeg har sandsynligvis ikke reageret med passende begejstring, for katten forlod mig med med høj hale. Måske skuffet? Måske såret?

Når jeg tænker på Missis fortid, så forstår jeg virkelig, der er sket en stor udvikling. Hun blev hentet på et internat for katte. Ejeren, der var død, havde haft hende som inde-kat. Hun var nervøs for at nærme sig den åbne dør i sit nye hjem i begyndelsen. Den store verden udenfor var fremmed og skræmmende. Det varede dog ikke længe, før hun sprang rundt i træerne.

Og nu så jeg ved selvsyn, hvilken stor jæger hun er blevet. Og så var jeg ikke højlydt begejstret. Det må have været skuffende for en lille kat. Jeg skældte dog ikke ud.

Jeg blev modtaget med nysgerrighed og interesse, og forestillede mig, vi kunne sidde sammen i sofaen. Jeg havde taget læsestof med. Men nej ... 

Hun gnubbede sig op ad mine ben, og da jeg bøjede mig ned for at ae hende på ryggen, fik jeg et dask med den ene pote! Så kunne jeg lære det :-) 

Jeg kan godt forstå Missi ikke åd de fugle, den havde nedlagt. Den får så lækker kattemad. Både af den våde og tørre slags.

Da jeg var barn, boede vores katte i stalden og laden, hvor de sørgede for at holde musebestanden nede. De havde navne, og selv om vi kendte forskel på hunkatte og hankatte, så blev de altid omtalt som 'den'. Det var først, da Bugsy kom til at bo hos mig, at jeg lærte at kalde hunde og katte 'han' og 'hun'. 

Mens jeg har siddet og skrevet det her indlæg, klikkede jeg på Google på Kattens Signaler. Og nu forstår jeg, at en rejst hale med et lille bøj, faktisk er en indbydelse til kontakt. 

Måske er vi bedre venner, end jeg lige troede? :-)