Cat pulling its tail.

 Det yogasprog - det er altså sjovt. Som nu den stilling, der hedder 'cat pulling its tail'. Jeg ligger og morer mig, lydløst dog, der på måtten. På Google er der masser af billeder af stillingen, men jeg vil ikke krænke nogens ophavsret ved at 'låne' et. Vi har fået en ny yin-yogainstruktør i Sportscentret. Den bedste ud af de tre, jeg har oplevet. Den første har for svære stillinger for mig. Den næste som også var yin, sluttede da de første corona-nedlukninger trådte i kraft og er ikke vendt tilbage siden. Heidi har en mere blid og meditativ tilgang. Hun viser stillingen, som vi er i ca tre min. Hun forklarer, hvordan vi kan kompensere med blokke, hvis vi ikke kan gå helt ind i et stræk, og så går hun rundt, og meget stille korrigerer hun den enkelte. Hun spørger, inden timen starter, om det er ok, hun retter. Jeg vil gerne vises ind i en stilling, hvis jeg ikke rigtig kan mærke, om mine lemmer er det rigtige sted :-)  men jeg ved at for nogen, er det meget sårbart at blive rettet på. I mandags sluttede hun timen med regnbue-meditation. Meget langsomt guider hun os igennem regnbuens farver. Det var så dejligt. 

Men nu kommer det værste: HUN SLUTTER hos os!! Hulk-hulk. Hun har fået sin drømmestilling, som betyder, hun ikke kan undervise om formiddagen. Jeg håber, hun kan/vil lave en time en sen eftermiddag eller aften. 

I går var min bror og svigerinde her og de medbragte en stor pose æbler fra deres store æbletræ. Et gammelt træ, som stod i haven længe før de kom, så vi ved ikke hvilken sort det er. Men det er et saftigt og velsmagende æble. Nu vil jeg skrælle og lægge nogen i fryseren, så jeg kan lave æblekage til afveksling for den blommetrifli, jeg bruger meget for tiden. Mon jeg kan gøre med æblerne som med blommerne: Jeg koger de udstenede blommer ved svag varme med sukker i ca 10 min med en kanelstang eller stjerneanis. Der skal være noget struktur tilbage. Så tager jeg blommerne op med en hulske og koger saften ind i 10-15 min, mens det bulderkoger. Smagen bliver kraftigere, og det er ikke nødvendigt at jævne.

Om lidt skal til mødes med Mattias og hans mor. Vi skal i Team Teater i Herning. Det er vist første gang i mange år, jeg ikke er i Vorupør i efterårsferien. Til gengæld kan jeg glæde mig over de mange minde-billeder, facebook lægger op fra tidligere ferier. 

Et billede fra efterårsferien 2015, da der var stor underholdning eller læring i at flytte kastanjer fra et brædt til en skål :-)

Og dengang et par pinde og nogle krabbeklør kunne udfordre håndværkeren i en fireårig :-)

Jeg holder af hverdage.

 

Når jeg har gået ind og ud i dag eller bare kigget ud i haven, har et smil bredt sig på mine læber. I går fik jeg nemlig kantet græsplænen. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det er sådan en hade-opgave? Det var det dejligste vejr. Solskin, og jorden var blød og nem at arbejde med.

Så nu står kanten, om ikke knivskarp så skarp.

Min nabos grønkål, der var blevet helt ribbet af kålsommerfuglens larver, står nu med kraftige grønne skud. 

Så man kan dyrke grønkål til kålsommerfuglen om sommeren, og senere på efteråret er der grønt til egen salatskål. Der bliver sikkert ikke nok til grønlangkål? Men lidt har også ret.

Jeg vil prøve med et par kålplanter næste forår.

I en anden have i nabolaget står det her smukke paradisæbletræ.

i min have er benvedbusken på sit højeste.

Det er kastanjetid. 

Det er længe siden, jeg har fulgt et barn til svømning, men de seneste to gange har jeg fulgt Johanne. Der er nye regler for forældre og bedsteforældre: Man skal blive udenfor. Men man kan godt for lov at komme ind, hvad jeg benyttede mig af første gang. 

Det er dejligt at se, hvor glad hun er for at være i vandet, og hvordan hun uforfærdet går til øvelser og leg. Men der er utrolig varmt inde i sådan en svømmehal, når man har tøj på, så i mandags gik jeg op ovenpå, hvor højskolens elever har fitness-rum, og hvor der er store panoramavinduer ud til bassinerne, og hvor det er hyggeligt at sidde og læse og kigge ned.

Silkeborg Bad havde inviteret frivilliggruppen til et specielt  arrangement i sidste uge.

På invitationen var der et billede fra en tidligere anledning. Den dag, vi var der, sad/lå alle med ansigterne vendt mod de store vinduer. Det var fra kl 17-19 i det tidspunkt lyset skiftede, og farverne forandrede sig, mens solen gik ned.  Kristian Lilholt Band spillede tre gange en halv time med pauser indlagt, hvor vi kunne hente vin og cider. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Der er bare noget, jeg ikke forstår: Hvorfor skal der være højtalere i det relativt lille rum, når de fire musikere sidder lige ved siden af os? Jeg ved godt, at nogle mennesker elsker høj musik. Vi sad der i en afslappet, meditativ stund, og så foretrækker jeg dæmpet musik. Men smag og behag er forskellig.

For nogle dage siden var jeg i biografen arrangeret af ÆldreSagen. Det var første gang siden corona-nedlukningen. I normale tider er det et fast arrangement den første onsdag i måneden. Vi så den meget storslåede film om Margrethe d. 1. Den er så flot fotograferet og kun Trine Dyrholm kunne spille den rolle. Der var helt utroligt mange mennesker, der havde lyst til at se den film. For at rumme alle, blev den vist i 3 sale. Bagefter er der kaffe og småkager, men vi gik ud af mylderet og hjem til mig.

En morgen for nogle dage siden var der tæt tåge. Jeg har et yndlingssted ved Gudenå, hvor det er så skønt, når solen bryder gennem tågen. 

Haven i dag.

 

Jeg elsker frugttræer!

De blomstrer så smukt om foråret og er så gavmilde i sensommeren.

Det er tre år siden, jeg plantede Rød Aroma, og i år har der været ca 26 store æbler på det. Nogle er faldet ned, og eftersom jeg ser til træet hver dag, så ligger nedfaldsæbler kun kort tid på jorden, så de bliver taget ind og spist. Jeg har opdaget, hvis et æble ligger en uges tid på køkkenbordet, så udvikler det mere sødme og aroma. Rød Aroma er et meget velsmagende æble.

I foråret lod jeg mig lokke af en annonce om ormefri æbler. Pakken består af  et viklerfældehus, tre stk limplader og tre stk feromonkapsler.

Jeg som ellers synes godt om insekter, kryb og kravl ...

Men jeg hængte sådan en lille fælde op i træet, hvorefter han-æblevikleren bliver lokket ind af feromonkapslen, der dufter af hun-æblevikler, og så bliver han fanget på limpladen. Samme system som vi havde hjemme i køkkenet i min barndom: En lang, gul limstrimmel hang ned fra lampen, og fluerne hang fast i den. Der var ualmindelig mange fluer på landet dengang i 1950erne, så limstrimlen og fluesmækkeren var uundværlige.

Jeg var ikke helt godt tilpas med mit arrangement,  da vi nok alle i 2021 er bekendt med, at vi skal passe på insekterne og give dem gode leveforhold.

Jeg har så også konstateret, at æbleviklerne har levet i bedste velgående, idet de allerfleste æbleblomster har haft besøg af en af slagsen, der har lagt æg til en ny generation.

Det har jeg rigtig godt af, kan jeg sagtens sige. Jeg kan bare skære det angrebne væk og resten af æblet fejler ikke noget. 

Det havde været noget helt andet, hvis jeg havde haft en æbleplantage og det var mit levebrød at dyrke frugt. Jeg følger med på Lone Landmands blog og ser, hvor meget spild der er. Respekt for de mennesker, der arbejder med at holde vores fødevarer giftfrie.

Mens min nabo var på familiebesøg tre uger i begyndelsen af august, passede jeg hendes terrasseplanter. Jeg skulle ikke gøre noget i haven. 

Alligevel gik jeg og kiggede lidt rundt og glædede mig over det, der groede. Især grønkålen, der var plantet mellem sommerblomster og stauder. Jeg var lidt foruroliget over de mange smukke kålsommerfugle, der sværmede rundt, og jeg holdt øje med, om jeg kunne se æg under bladene. Det kunne jeg ikke. 

Efterfølgende holdt jeg ikke øje med hendes have, indtil hun en dag fortalte, om de fine skulpturelle planter, der nu var der.

De ser da fine ud, som de står der i al deres nøgenhed. Men igen tænker jeg  på dem, der lever af at dyrke grønsager. De er meget afhængige af vejr og vind. Og der findes mange små, næsten usynlige fjender derude, imellem alt det smukke vi ser. 

Jeg er spændt på, om der er så meget liv i grønkålene i min nabos have, at de spirer igen her i efteråret?

Nu vil jeg gå ud og nyde at plukke de få æbler, der er tilbage på det lille træ.

Snapshots fra sidste uge - og denne ...

 Jeg har oplevet så meget godt de seneste dage, så her kommer billeder i spredt fægtning (tror jeg nok.) Hvad jeg ikke fik fotograferet var weekenden i Vendsyssel, hvor jeg var til guldbryllup hos min kusine og hendes mand. Vi ses ikke så tit, og derfor ser børn og børnebørn meget anderledes ud end sidst, jeg så dem. Og der er kommet kærester til. Det er så hyggeligt at se, hvordan familien forgrener sig. Ifølge Google tager det ca to timer at køre til Try, og det kom til at passe. Da jeg kørte hjem søndag eftermiddag var der massiv trafik på E45. I laaaang tid var der kø syd for Aalborg. Det tog en time ekstra at køre hjem. Ved ikke hvorfor? Almindelig søndagstrafik?

Sammen med en veninde har jeg været på bustur til Koldinghus. Det er så sjældent, jeg er på bustur, men det er en vældig hyggelig måde at komme frem på. Overskriften for dagen var "Dronningens private broderier." 

Jeg er så betaget af Koldinghus. Den måde den gamle bygning er restaureret på. De rå vægge, stykker af de gamle, originale murstensvægge. Vi går ad snoede trapper og i højden over broer, hvorfra vi kan kigge helt ned til kælderetagen. Det er så smukt lavet.

KOLDINGHUS - Linket er sat ind, så du kan se de fine billeder og udstillingskalenderen.

Vi ved godt, dronningen har en kunstnersjæl, som hun også deler med os andre. I det her tilfælde broderier. Hun er ikke farveforskrækket. Hun tegner fine mønstre, og det hele er ganske imponerende i min optik.

Hun viser også sin familieside i form af kuverttasker til svigerdøtrene og veninder. 

Hvert barnebarn har sin egen julekalender med 24 broderede lommer til små gaver. Familiens juledug er hængt op. Den er sjov med forskellige broderede retter. Prins Henriks plads er markeret med to crossiant'er. Der er mange sjove detaljer rundt i udstillingen. Vi havde en god guide, som krydrede oplevelsen med egne oplevelser med de kongelige.

Chr og jeg har været på togtur til Aarhus og selvfølgelig en tur i regnbuen på Aros.

Her står vi og kigger efter Hvalikopteren, som Chr. kan huske fra et tidligere besøg. En skulpturel blanding af en hval og en helikopter, som var en del af udstillingen Sculpture by the Sea i 2009. Den har siden stået udenfor Aros, men der har været et arrangement i Ridehuset, som betød, at området var afspærret.

Så der blev ikke en genoplevelse af at kravle ind i hvalikopteren.

Vi var selvfølgelig også på Salling Rooftop.

Det var gråvejr og det småregnede. Men det var spændende alligevel. Måske var turens højdepunkt, at vi spiste på MacDonald :-) Det er så hyggeligt.

Til sidst gik vi ned til domkirken, som også er en meget spændende bygning efter min mening. Især de små og store kalkmalerier.

Da Johanne og jeg var på tur i begyndelsen af august, kunne jeg ikke gå så langt. Det var virkelig en stor fornøjelse for mig, at jeg igen kan gå lidt længere efter benbruddet i januar. Det er så dejligt at være på tur med et barnebarn ad gangen.

Jeg har været til sæsonafslutning i Voel Fortællehus, som er et privat initiativ. I Fortællehuset mødes folk en gang om måneden i sommerperioden i initiativtagerens udestue for at lytte og fortælle historier. Jeg har ikke været der før, men jeg blev interesseret, da jeg så i et opslag, at Shanti Lfe ville spille og vise sine billeder: Bird Talk. Han bor i Thy, men jeg kender ham ikke. Jeg følger hans flotte fuglebilleder på facebook. Det var en fin oplevelse at høre Bo og Shanti spille improvisationer til fuglenes adfærd og positioner. 

Det er også sjovt at møde en ukendt facebook-ven, som til afsked siger "Vi ses på facebook."

I går kørte jeg Mattias til fodbold og fangede ham i en koncentreret aflevering.

I morgen er der høstmarked på hans skole. Det er længe siden, jeg har været der pga corona. Bedsteforældrene er heller ikke direkte inviteret, men adspurgt, er det ok, at vi kommer. 

Der har været rigtig mange blommer på træet i år. Mange har været små. Træet er tydeligvis ikke sundt. Men der har ikke været en eneste orm. Højst udsædvanligt. 

Nu skal jeg snart have fat i en anlægsgartner, så der kan blive tyndet ud mellem de tætte grene.

Lørdags Snapshots

 

En mild september morgen med stille regn - så er det skønt at gå ude og plukke blommer. Til trods for sygdom i træet er der mange blommer, og der er ingen orm! Det plejer ellers at være et spændingsmoment, især for børnene. 

For et par dage siden var jeg på planteskolen, hvor træet er købt for omkring 22 år siden. Det er sådan en fornøjelse at snakke med gartneren der. Jeg havde medbragt en gren fra træet og billeder på telefonen. Skal træet fældes eller har det en fremtid? Hans råd var, at jeg skulle give det en chance: Få tyndet godt ud i den tætte krone, tilføre jorden noget kalk her i efteråret og et lag muld. Jeg fik tlf. nr. på et par anlægsgartnere, han kunne anbefale. Jeg vil følge hans opskrift, og så er det spændende, hvordan det vil gå.

For nogle dage siden havde jeg et ærinde i Aarhus. På vejen hjem var jeg en tur i Bazar Vest. Det er længe siden, jeg har været der. Jeg kan godt forestille mig, jeg er på besøg i et mellemøstligt land, når jeg går rundt i den del af bazaren, hvor der er alle mulige butikker og spisesteder med eksotiske varer og ydelser. Jeg var også den eneste hvide i det område på det tidspunkt.

Mange flotte farver og kjoler med stor vidde. Og tørklæder til.

I den meget store hal med frugt og grønsager er der et bredt udsnit af alle slags danskere.

Bare at gå rundt der er en fryd for øjet.

Jeg fik slet ikke fotograferet sidste weekend, da jeg var i Tønder. Men det var en dejlig weekend.

Vi spiste lørdag aften på Hostrups, hvor vi har spist et par gange før. Vi fik lækker mad. Og så fik vi syn for den problematik, der er skrevet og talt om i pressen, at restauranter ikke kan skaffe personale. Et par unge mennesker, gymnasieelever, serverede. De var søde og venlige. Men de havde INGEN forstand på den mad vi fik, fx ceviche som vi fik til forret. Det stod ikke bedre til med vinene. Men vi ved jo, hvorfor, så der er ingen grund til at blive sure.

På vejen hjem tog jeg en lille afstikker til Løgumkloster, hvor jeg for mange år siden, 10 måske, var på højskole med foto som emne. Hver morgen gik vi fra skolen over til kirken, hvor vi havde morgensang i Kapitelsalen.

Jeg havde lyst til at se den gamle kirke igen og læse op på, hvordan munke kom hertil i 1170 eller deromkring. Det er spændende, at der dengang blev udviklet teglsten og bygget kirker og kloster. Og tanken om, hvor mange mennesker, der gennem tidens løb har gået rundt der. Jeg kunne sikkert ikke snakke med dem, hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden :-)

Heller ikke her fotograferede jeg. Billedet er lånt fra pjecen om kirken.

En eftermiddag blev jeg underholdt med at Christians højtlæsnings-lektie forgik på min terrasse.

Hvor har det været vidunderligt med de mange lune solskinsdage her i september.

I dag regner det. Lidt.

Fredags Snapshots.

 Der er så mange ting at glædes over udenfor i de her skønne solskinsdage, vi har haft i den seneste tid.

Den røde farve i benved busken bliver mere og mere tydelig for hver dag, der går.

"Æbler lyser rødt på træernes grene,

høsten går ind."

Det er sådan en skøn sang af Kirsten D. Jørgensen. Nr.353 i Højskolesangbogen og let at finde på YouTube. 

Jeg købte for nogen tid siden i Jysk et rullebord til køkkenet. Det var var i en flad pakke, selvfølgelig sådan en saml selv. Christian, der har samlet adskillige store bygninger og maskiner i lego var klar til at samle. 

Det viste sig, der manglede en skrue. Det var ikke noget problem og i løbet af et par dage blev der sendt  nye skruer. 

Det kræver stor koncentration og sommetider ekstra hænder til at holde og bøger stablet op, for på et tidspunkt var der brug for fem hænder. Men underhylden og bordpladen kom på plads, og det fungerer fint.

I onsdags, da jeg havde vagt på Silkeborg Bad, var der en gruppe på 8 glade, nydelige mænd i meget moden alder, der var på besøg i udstillingen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det vist var herreklubben, der var på tur. "Ja, vi blev studenter sammen i 1965, og vi har gennem årene taget rundt på jubilæumsture." "Men hvor er damerne?" spurgte jeg. De forklarede så, at de havde gået på drengeskole. Danmarks sidste drengeskole. Og bag en høj mur ved siden af lå en pigeskole. Det er så sjovt og mærkværdigt for mig. Den slags kønsopdelte skoler fandtes ikke på landet. Hvad mon ideen var med at dele børnene op? Alle kunne jo gå i skole.

Den trojanske And er blevet anbragt i Ørnsø lige ud for Badet i forbindelse med en ny udstilling, der er ved at blive sat op. Nu er det spændende, om der er fjendtligtsindede ænder inde i den :-)

Pia var med ude at spise frokost i cafeen i går. Det er en velbesøgt cafe, hvor der er mulighed for at sidde både inde og ude på terrassen. Jeg mødte en tidligere kollega, eller næsten kollega. Hun har været talepædagog, og vi har tit haft fælles patienter. Typisk folk med hjerneblødning, der ikke bare blev halvsidig lammede, men også mistede sproget. Det er så hyggeligt at møde et menneske fra gamle dage. Hun sluttede i 2005 og jeg i 2006. Vi har ikke set hinanden siden, men vi er åbenbart stadig genkendelige :-)

Christian og jeg har været på vores årlige hilse-på-skrubtudser-tur. Han er så glad for de små kræ.

De er også søde. De var med hjemme på en kort 'ferie', så resten af familien kunne se dem. 

Jeg har læst, at skrubtudser søger tilbage til det sted, hvor de selv var haletudser, når de er kønsmodne og det bliver forår. Derfor kan vi ikke sætte dem ud hjemme i skoven lige ved siden af. Skrubtudser kan vandre op til to km., men der er længere ud til skoven ved Silkeborg Bad. Og veje, der skal krydses. Så de måtte sættes ud igen, selvom han var ked af det. 

Det er vist ret omfattende at indrette et terrarium til et par skrubtudser.

Min ældste datter havde fødselsdag den sidste dag i august. Tænk. at det er 48 år siden, hun kom til verden. Det dejlige menneske. Det var sådan et vidunderligt vejr i de dage, da vi opholdt os på Rigshospitalet. Min hukommelse bliver holdt ved lige, fordi der måtte fotograferes på fødestuen, så jeg har flere billeder af hendes første minutter. Da vi senere flyttede til Silkeborg og min yngste datter blev født næsten fem år senere, var man ikke så moderne på Silkeborg Sygehus. Faderen kunne tolereres på fødestuen men uden kamera. :-)

Er jeg mon i Grækenland med den blå, blå himmel og det hvide klostertårn?

Nej, det er såmænd min udsigt fra den vaskehal, hvor jeg fik vasket min bil i formiddags. På hjørnet af Lyngbygade og Frederiksberggade.

Så jeg stod der og nød det, mens jeg mindedes mange ferier på de græske øer.

Jeg skal køre til Tønder om lidt til det halvårlige venne-træf.

Dejligt med en ren bil og fint vejr.

En af dagene var jeg ude på Sejs hede ved solnedgangstid. Der er så smukt med lyngen der blomstrer.

Det har været lutter dejlige dage den seneste uge.

Allerede fredag ... nej, det er allerede blevet lørdag.

 Sensommeren sætter sit præg på min lille have i de her dage. Benvedbusken er begyndt at farve bladene røde og Rød Aroma modnes.

Der har været dage, hvor solskin og regn har vekslet.

I lørdags var vejret heldigvis med de to sangere/musikere, der gav koncert i parken ved Silkeborg Bad. 

Jeg havde vagt, så jeg fik kun et glimt, da jeg gik fra Skovvilla til Hovedbygningen. Men det lød godt, og publikum blev aktiveret, så det også var sjovt.

Der har været forskellige arrangementer i Parken og de fortsætter lidt endnu, fx Lyttelounge, Yoga i parken, Omvisning og koncerter.

I onsdags mødtes jeg med Trine og Gudde derude. Vi spiste frokost, snakkede og kiggede.

Da vi kom fra bagsiden af parkeringspladsen, stod Vann Mann i det smukkeste lys.

En sjov mand, der midlertidigt er udstillet, er Homo Tubus. 

Torben Klostergaard har lavet ham af mange slags rør og metaldele. Nå man kommer tæt på begynder telefonen at ringe eller klikke med sms-lyd. Jeg har ikke oplevet, han spørger, om vi skal tage en selfie. Det kan vist godt ske.

For et par dage siden, fik jeg tyndet ud i blommerne. Der er alt for mange, og det skulle have været gjort for længe siden. Jeg håber, de resterende kan nå at vokse og få god smag. De smager ikke af noget, hvis de er for små. Træet har mange visne kviste og smågrene, så om blommerne overhovedet kan vokse er måske tvivlsomt.

 

Mirabellerne fra sidste fredag blev for nogle dage siden forvandlet til syltetøj. Jeg opgav at udstene dem. De blev kogt med syltesukker, som kun skal koge i 10 min. Men stenene havde ikke rigtig løsnet sig, så jeg kunne ikke bare fiske dem op med en gaffel, som jeg havde forestillet mig. Nu er der mirabellesyltetøj, eller måske hedder det marmelade? Med sten og stjerneanis. Det smager rigtig godt. Og bare man ved det, kan man sagtens lade være med at tygge på en sten.