fredag, marts 30, 2018

Er det ... eller er det ikke?

I Mattias' skole er der et udbrud af fnat. Forældrene har fået besked om det. Min datter har her til aften opdaget, at han har udslet, som hun mistænker for at være fnat. Det er ikke muligt at komme på apoteket eller til vagtlæge før i morgen, og reglen er sådan, at den smittede ikke må være sammen med andre før otte timer efter påbegyndt behandling.
Hvis det er fnat, så kan Mattias med forældre ikke komme til vores påskemiddag i morgen. Og det vil være meget ærgerligt.
Behandlingen er indsmøring af salve, og sengetøj og alt tøj skal vaskes ved høj temperatur.
Min datter ringede til en sygeplejerske-bekendt, som via telefonen mente, det drejer som om frost-eksem. Det ville jo være skønt. Men de skal omkring vagtlægen for at få den rigtige diagnose.
Jeg har lånt det her billede på Wikipedia.

Det er virkelig ulækkert at læse om fnatmiden, og det liv den lever under huden. Fortæl ikke børn om det.
Da jeg var barn, kan jeg huske, de voksne omtalte det at få fnat som noget skamfuldt. Noget med dårlig hygiejne.
Jeg mener ikke, der nogensinde var fnat blandt børnene, da jeg gik i skole. Da mine børn gik i skole fandtes det ikke, så jeg troede faktisk, det var udryddet. Men nu læser jeg, at det af ukendte årsager er blevet hyppigt igen, og især i skoler og daginstitutioner breder smitten sig hurtigt.
Det var den dårlige nyhed.
Den gode nyhed er, at det ikke er farligt.

Så nu er jeg spændt på, hvad morgendagen bringer.


Her har dagen været fuld af solskin. Kold sol dog. Ingen sne som i andre dele af landet. Jeg har været til en flot kirkekoncert. John Stainers The Crucifixion med kor og solister.


Jeg må have noget andet at se på, så her kommer et billede fra min gåtur i mandags. I dag fik jeg ikke fotograferet.




9 kommentarer:

  1. Åh, hvor irriterende med det udslæt. Og man kan jo ikke bare lade som ingenting.
    Jeg håber, Mattias bliver "frikendt", så I kan få jeres lammekølle.

    SvarSlet
  2. Eva, det håber jeg virkelig også :-)

    SvarSlet
  3. Jeg håber også, at der er tør hud og udslæt efter den lange kolde vinter, så I kan nyde jeres påskemiddag sammen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, det var ikke fnat, så vi hyggede os sammen :-)

      Slet
  4. Så bogstavelig behøver i ikke at tage det. Min svigermor havde fnat i 6 mdr. Hun var indlagt på OUH og fik tjærebade, det hjalp ikke, da hun kom hjem igen, lykkedes hende at smitte min svigerfar, men der gik 6 mdr. Før han blev smittet . Han var dyrlæge, og han fandt udad, at det lignede fnat, og tog en kur, og det fik min svigermor og så var hun rask. Vi andre blev ikke smittet. Og havde været på besøg flere gange.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lykke, det var beroligende at læse om din erfaring :-) Der er måske en tendens til at piske en stemning op nu om stunder? Men det var godt at høre vagtlægens vurdering, at det ikke var fnat.

      Slet
  5. Fnat har jeg ikke hørt om i mange år - jeg håber da, at I får lov at ses i påsken. Kunne I evt. ikke ses uden at røre ved hinanden? Lidt trist ikke at kunne give et lille kram, men det er da bedre end slet ikke at ses.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tænkte også sådan, som du skriver. Vi kunne jo bare lade være med at røre ved hinanden. Men mine døtre var begge meget opsatte på, at vi ikke skulle bringes sammen.
      Det blev vi så alligevel efter vagtlægens vurdering :-)

      Slet
  6. Fnat, lus etc. havde nogle ubehagelige etiketter på sig da du og jeg var børn. Hos os blev vi ramt af lus, det var kun min søn, og det skete 2 år i træk, mandag efter vinterferien, og det var da han gik i børnehave. Heldigvis var der frostvejr og sne begge år, så uld, fåreskind og bamser kom udenfor. Der var bare ikke plads til alt fra 4 børn og 2 voksne i fryseren, det er kunne vaskes fik vi klaret.
    Har læst frem og ja, det var godt det ikke var fnat

    SvarSlet