En tidslomme.

Det var noget af en tidslomme at bo i Finns Bed & Breakfast.

Huset blev bygget i 1923 som sommerbolig for greve hofjægermester og kammerhere Christopher Knuth.
Der findes en udførlig beskrivelse af huset og de efterfølgende ejere. Jeg synes, det var spændende at læse om.
Knuth-familien residerede på Liliendahl gods ved Præstø.

I 1921 indtraf der en voldsom storm og mange af de store træer i skovene omkring Liliendal væltede.
Greven besluttede at sejle bjælkerne fra København til Skagen, hvor de blev brugt som byggemateriale til det norsk inspirerede bjælkehus på byggegrunden ved Sønderstrand. De følgende 20 år boede greven her om sommeren sammen med sin  veninde (som var kendt som massøse - ikke noget odiøst i det dengang). Grevinden kom aldrig til Skagen.
Greven døde i 1942, og familien solgte huset i Skagen. Efterfølgende havde huset fire forskellige ejere, indtil Finn købte det i 1992 og startede Finns hotelpension. I 1999 kom Palle til og de har siden dannet par både privat og arbejdsmæssigt.

Jeg læste om huset og ejerne, dengang Claus Dalby skrev blog. Og da jeg nu ikke ville have spoleret min nattesøvn af min egen indbildte fantasi en gang mere i sommerhuset, så ringede jeg for at høre, om der var et ledigt værelse for en nat.

Det var der, for pinsegæsterne var lige rejst.

Sådan så indgangsdøren ud til mit værelse. Alle værelser har navn efter tidligere ejere, ex grevens soveværelse, fiskeskipperens stue, overlægens værelse. Mit, det eneste enkeltværelse, hedder drengekammeret.

Der findes et fælles lille badeværelse. Vi opfordres til ikke at tage bad efter kl 22.
På samme måde må man ikke sidde i haven efter kl 22 (for ikke at forstyrre andre gæster og naboerne). Pejsestuen med bibliotek lukkes også på det tidspunkt, og der findes ikke fjernsyn.
Fred og ro er en slags overskrift over den stemning, der er i huset. Af samme grund er stedet heller ikke for børnefamilier. Aldersgrænsen er 15 år.
(Min datter mener også, at det ville være alt for kedeligt :-) )

Når jeg klatrede op på stolen, havde jeg udsigt til  klitter og vand i det fjerne.
Kiggede jeg ligeud, var der en reol med forskelligt gammelt drengelegetøj og gamle bøger.

Jeg er glad for, jeg ikke skal kigge på så mange ting hver dag i mit soveværelse.
Siddende der, er det vigtigt ikke lige pludselig at rejse sig op. Især med mine korte ben er der for langt ned. :-)

Morgenmaden blev serveret som buffet. Der var hjemmelavet marmelade og snaps og kødpålæg fra slagter Munck. Og hvad der ellers er på et morgenbord.

Der var dækket op med navneskilt ved hver kuvert.
Vi var syv mennesker. Og selv om vi ikke kendte hinanden, var det hyggeligt.

Søjlen i pejsestuen er et af de store træer, der væltede i stormen i 1921. Det var en del af nogle grantræer, der blev indført fra Tyskland i 1763.

Huset er fyldt med antikviteter, gamle møbler, malerier, fotografier og minder, der relaterer sig til Finns fortid i teaterverdenen. Der er også en del søfartsrelaterede ting, der er arvet.
Jeg bliver helt tummelumsk af de mange ting, fordi jeg ikke kan lade være med at kigge nærmere på det. Alle flader og vægge er dekorerede.
Finn og Palle er to aldrende herrer, der bidrager til stemningen med humor og venlig myndighed. De har for længe siden sat huset til salg.
Det var spændende og noget af et sansebombardement at bo der.

På vejen hjem besøgte jeg min veninde i Asaa. Hun har i mange år været el-kørestolsbruger og er for kort tid siden flyttet på plejehjem. Det var nyt og fint. Men meget småt. Hun klager ikke, men siger alligevel lidt vemodigt, at der var mange ting, hun ikke fik med. For mig var det trist at se hende i de omgivelser, idet jeg tænker på, hvad hun tidligere har været omgivet af.
Men sådan er det: Der er en tid for alting. Men det er trist alligevel.
Vi gik og kørte ned til Asaa havn, der har sin egen havfrue.

Jeg var hjemme ved 18 tiden i går. Træt, men med mange dejlige oplevelser i rygsækken.