lørdag, juni 02, 2018

Jeg bader mig i gode råd :-)

Inden solen nåede om på terrassen ved 14 tiden, var den røde streg på termometeret allerede kravlet op på 25 grader. Det er for varmt efter min mening, men så er det godt, der findes skygge.
De, af min familie, der er ankommet til Mallorca i dag, har skrevet, at der var overskyet og 20 grader.
Helt modsat det normale.

Jeg får mange råd med hensyn til  min tand med abces i enten kæbeknoglen eller omkring roden på den udvendige side. Tandlægen har konstateret, at der ikke mere er betændelse i rodkanalen.
Jeg er lidt utryg ved, at jeg først skal til kæbekirurg d. 28. juni. Jeg har ikke ondt i tanden, men lidt i i gummen ovenover tanden, hvor der også er en bule (abces)

Min ældste datter har stor tillid til homøopatisk medicin, og hun har kraftigt opfordret mig til at besøge den lokale helsekostforretning, som også har et stort udvalg i alternativ medicin. Personalet er uddannet i homøopati, og de giver grundig vejledning. Sådan gik det til, at jeg i går gik ud af butikken 450 kr. fattigere, men udstyret med to slags urtepenicillin. Den ene slags i tabletform, den anden er dråber.
På den lille flaske står der, at den er uden godkendte terapeutiske indikationer (oversat fra tysk). På den store æske står der ingenting om dokumenteret effekt. Jeg ved godt, der findes ikke dokumentation.
Jeg tror ikke på den slags medicin. Men der sker jo ikke noget ved at tage det, når jeg nu alligevel venter på næste behandling hos tandlægen.
I vores fælles krydderurtebed her i boligforeningen, står der to timianplanter.
Ingrid er overbevist om, at man skal drikke timian-te og skylle mund med det, når der er tandproblemer.
Altså, plukker jeg hver dag nogle timiankviste og brygger mig en kop te. Den smager faktisk godt.

Pia og Hans Peter, som jeg var sammen med i går aftes, talte meget for, at jeg hurtigst skulle finde en anden tandlæge og ikke gå og vente så længe.
Nu har jeg jo ikke voldsomme smerter, så jeg synes ikke, der er grund til at opsøge en anden tandlæge. Gad vide, om en anden ville gå ind i et ikke-afsluttet forløb? Jeg ville ikke, hvis jeg var tandlæge. Men jeg vil ringe til Steen på mandag og sige, at jeg er utryg ved ventetiden.

Nu lyder det, som om min tand er det eneste samtaleemne :-) Sådan er det dog ikke.
Men tak for alle gode råd, kære venner. Jeg drikker timiante og spiser urtepenicillin, mens jeg forliger mig med tanken om, at tanden sandsynligvis skal trækkes ud.

I går var Johanne her et par timer. Hun fandt en hule under syrenbusken, som næsten er et træ.
 Med et tæppe, et par puder, en bamse og rabarbersaft med isterninger i den lille røde kande, blev det et hyggeligt, skyggefuldt opholdssted.

Nu skinner solen på termometeret, og der er 38 grader kl 20.


8 kommentarer:

  1. Så dejligt billede af Johanne i hulen!
    Hvis det var mig, der havde en tandbyld, ville jeg finde en, der kunne hjælpe hurtigst muligt og ikke vente til den 28. juni.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Gitte. Og tak for dit link, som jeg lige har set. Jeg vil læse, hvad der står.

      Slet
  2. Sådan en hule kunne vi alle bruge. Det er alt for varmt efter min smag, jeg skal helst ikke have over 25 grader. God bedring med tanden og pøj pøj med alle de gode råd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det har du ret i. En hule under et skyggefuldt træ er en god ting. Tak for god bedring med tanden :-)

      Slet
  3. Man bliver altså lidt forundret over den stabile varme, som har ramt os, - hvorfor mon? Det er dejligt på mange måder, men også lidt for varmt for mig.

    Sikke en skøn hule Johanne har fundet.

    Åh, hvor jeg håber, at du finder en hurtigere løsning på din tandbyld. Eller bliver beroliget af Tandlæge-Sten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, varmen er på mange måder dejligt. Vi kan finde skygge. I hvert fald vi, der er arbejdsfri :-) Jeg er bekymret på planteavleres vegne. Planterne kan ikke gro, eller også tvangsgror de.
      Tak for ønsker mht min tand :-)

      Slet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  5. Hehe, din tandlæge kan da kun kaldes for Tandsten :-D Det kaldte Søren altid sin tandlæge.
    Vores optiker hed Steen - han blev naturligvis altid omtalt som Øjesten ...

    SvarSlet