Jeg boede ved siden af en kæmpestor guldregn, og en syren som også var et stort træ. Og de blomstrede så fortvivlende smukt. Der gik jeg så rundt med mit grædende hjerte og syren + guldregn blev = smerte!
Efter min turnustid flyttede jeg til et helt andet sted end det planlagte i det store, smukke norske land. Jeg kendte ingen og ingen kendte mig, og det var en god ny begyndelse.
Smerten forsvandt, og familien Fossum forsvandt fra min radarskærm. Og der kom andre kærlighed'er.
Mens jeg sidder og skriver, kommer til til at tænke på den sang, som var lavet til vores afslutningsfest. Den gik på melodien "der bor en bager"
Verset om mig kunne ikke tages ud, så jeg sad der med min solbrændte hånd og en bleg streg der, hvor ringen havde siddet, mens der blev sunget:
"Skøn Betty elsker lidt norsk at lære,
så norsk det skal hendes lærer være.
Hun derfor særundervisning får,
vi ved blot ej hvori den består"
Ak, ak......
Engang var der en sang, hvor omkvædet var noget i retning af "åh, disse minder - det er dem der gi'r livet kulør". Og sådan går det til, at erindringens kludetæppe bliver kulørt. Det svære blegner, og det sjove bliver mere farvestrålende. Og som titlen på Johannes Møllehaves nyeste bog "Det ender godt"
Ak ja, den kjærlighed :-)
SvarSletMan skal jo kysse en masse frøer osv. osv. ikke?
Men det var hårdt at blive svigtet - det er først langt senere, det kan blive til sentimentale, men alligevel gode minder.
Ja Ellen, hvor er det rigtigt. Det ender med at blive sentimentale, gode minder. :-)
SvarSletUuuh - det må ikke have været sjovt at sidde med den sang i hænderne og omgivet af mennesker, der kendte til Jeres historie.
SvarSletHeldigvis kommer man jo over det - men lige i kampens hede tror man jo, at verden går under... især de der unge kærligheder.
Heldigvis bliver mindernes skarpe hjørner slebet lidt med tiden.
Jeg elsker også syrener og guldregn. Mest syrener, for de dufter så dejligt!
SvarSletDet har sikkert ikke været sjovt, at være til den afslutningsfest. Det er lige ved at jeg får koldsved, bare ved tanken! Men jeg tror at de fleste bærer rundt på sådan en historie om "den store kærlighed". Det er selvfølgelig trist, men det er alligevel bedre end dem som aldrig har oplevet den store ungdomsforelskelse!
Nille, det ender med at minderne blegner, og man kan godt grine af det hele.
SvarSletJens, du har ret. Sådan bærer de fleste rundt på en kærlighed, der har gjort ondt på et tidspunkt. Ja, og værre hvis man ikke har oplevet det.
SvarSletEngang var der en popsang, der havde et omkvæd, der gik nogenlunde sådan "oh disse minder, det er dem der gi'r livet kulør"
Og med både glæder og sorger bliver mindernes kludetæppe forskelligfarvet.