tirsdag, august 18, 2009

Et overflødighedshorn.

Det har været som et overflødighedshorn at opleve de 3 mennesker, der har delt deres interesse og passion med os i dag. Jeg synes næsten, jeg er løftet op i et højere luftlag. :-)
I Silkeborg har vi Sven Erik Nielsen, leder af Den Jyske Sinfonietta, med et stort engagement for at udbrede den klassiske musik og med et stort talent for at formidle og inspirere. Han gav os smagsprøver på det store værk, der skal opføres i det lokale musikhus den 2. weekend i september. Temaet er vand. Udover musikken, som er sammensat af forskellige kompositioner, der relaterer til vand, vil der også blive brugt virkemidler som lys og farver. Desværre er jeg i Sverige i de dage. Men smagsprøven i dag lover godt.
Peter Værum har skrevet en bog "Humor og alvor ved Himmerigets port" og han kender alle vittigheder i verden om Sct Peter for han googler dem hele tiden. Og så kan han fortælle dem, så vi næsten lå flade af grin. Med sin teologbaggrund ved han også, hvor i den historiske tid, de opstod, de myter og billeder, vi har med os. Hans foredrag er virkelig værd at gå efter.
Mogens Wenzel Andreasen har også et forfatterskab bag sig, men det talte han ikke om. Han nævnte kun sin bog om Hildegard von Bingen. I dag handlede det om musik, og han tog os med på en rejse gennem den klassike musik fra den første gregorianske sang og op gennem tiden. Det var helt forrygende. Jeg havde det sådan, at jeg var nødt til at få uddybet det, han introducerede for os, så jeg var forbi biblioteket på vejen hjem, og jeg har allerede hørt Listz's Sonate for klaver i H mol 2 gange.
Gustav Mahlers 3. Symfoni er også kommet med hjem, så den skal jeg høre senere. Vi hørte om det her videnskabelige eksperiment med klassisk musik og mus. Jeg ved ikke om det er sandfærdigt, men det foregik sådan her: 3 grupper mus skulle finde vej gennem en labyrint. I nogen tid i forvejen hørte den ene gruppe klassisk musik, den anden gruppe hørte hård rock, og den sidste gruppe hørte ingen musik. Så blev de lukket ud i labyrinten, og musene uden musik løb igennem på 4 min., musene med klassisk musik på 1,5 min og rock-musene brugte 20 min. på det......
Det har været en spændende dag, uanset om det var musik eller vittigheder eller videnskabelige forsøg, vi fik serveret.

3 kommentarer:

  1. Hvor foregår der mange spændende ting hos jer, det gad jeg godt at have været med til :-)

    SvarSlet
  2. Kære Betty,
    Det ser ud til dagens 3 foredrag har været meget interessante. Som Lene, så gad jeg også godt at have været med i dag ☺

    SvarSlet
  3. Hej mor skat. Dejligt at ugen er så inspirerende. Du er altså også god til at skrive/fortælle om det. Knus moni

    SvarSlet