Nej, jeg har ikke været udenlands. Jeg har været i Brande!
På højskoleprogrammet i dag stod udover et besøg i Fonnesbæk kirke også et besøg i Hindu templet i Brande.Jeg blev forbavset og forbløffet over at stå i et så fremmedartet miljø ude på landet lidt udenfor Brande.
Hindu templet har eksisteret der i mange år - først i en lade, nu i et hus bygget til formålet, men ikke færdiggjort endnu. Indiske kunsthåndværkere, hentet hertil landet for netop at udføre de symboler og kunstværker, der pryder huset ude og inde, var i fuld gang.
Vi blev vist rundt af folkeskolelæreren med den tamilske baggrund. Han behersker det danske sprog som enhver anden 28 årig lærer i cowboybukser og tshirt og griner og pjatter li'sådan.
Men der hørte ligheden også op. Efter skoletid var han dybt involveret i arbejdet omkring templet. Han viste de forskellige guder frem og fortalte om ritualerne, der hører til, ligesom han også fortalte om sin personlige tro.
Her kan man virkelig tale om et menneske, der færdes i 2 forskellige verdener. Folkeskolen i sin arbejdstid og Templet i sin fritid. Det var underligt for mig, fordi han virkede så dansk.
Hindu templet i Brande er iøvrigt et samlingssted for hinduer fra hele Europa. En kvindelig præst der (det er ikke normalt med kvindelige præster) er kendt som healer, og folk kommer fra bl.a.Schweiz og Tyskland med deres sygdomme for at blive healet og velsignet.
Meget, meget interessant og tankevækkende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar