For lidt kunst - for meget politik.

Udstillingen Exile på Kunstcentret Silkeborg Bad er altså en lidt tung sag at se flere gange. Jeg har haft vagt igen derude i dag.
Der bliver tematiseret over begrebet exil - såvel det indre som det ydre - med stor og tung alvor. Det er som om de udstillede værker mest handler om eksilets eksistentielle og politiske spørgsmål, og kunsten bliver glemt.

Men hver gang finder jeg et lyspunkt, og i dag var det Gerda Thune Andersens "Vi er alle i samme båd". Værket består i al sin enkelhed af en hel masse avispapirbåde foldet af alverdens aviser. De hænger let og elegant i en bølge ned fra loftet og spejles i et splintret spejl på væggen i baggrunden.
Budskabet om at vi alle er i samme båd er tydelig nok, men bliver ikke formidlet som en politisk manifestation. Her har jeg oplevelsen af at være på kunstudstilling.
Det gjorde mig trist at høre i morges, at politiet havde fjernet de afviste asylansøgere fra Brorsonkirken i nat. Der er tydeligvis psykisk syge imellem dem. Og børn der er blevet skadet af at leve på den måde.
Ja, det er selvfølgelig forældrenes skyld, at det er blevet sådan. De skulle være rejst, da de fik afslag. Og jeg synes heller ikke, vi skal modtage flere fremmede, end vi kan tage godt imod. Men det er godt nok en kompliceret verden, vi lever i, og gruppen i Brorsonskirke har haft pressens bevågenhed, så vi har set, hvor sølle de havde det. Jeg ville ønske, vi havde plads til dem. Jeg ved godt, der er tusindvis af mennesker, der har det ligeså slemt andre steder. Dem er der bare ikke fokus på, og hvad med dem? Og hvor skal hjælpen begynde, og hvor skal den ende? Godt, jeg ikke er politiker!