Hvis jeg kom fra en anden planet og gik en tur i Føtex, så ville jeg undre mig over udbuddet af ænder i disse dage. Hvad er der på færde? Der er franske, tyske og danske i fersk eller frossen tilstand. Der er den hele fugl, men også et enkelt bryst og sågar et dobbelt bryst. Så der er noget for enhver husstand.
Der er linet op til, at det er i den kommende weekend, der skal spises andesteg i de små hjem. Således også hos mig. Jeg har hjembragt en and til lørdag aften, og indfanget de 2 sødeste - det er lidt mere tvivlsomt om de 2 handsome begge kommer.
Egentlig er det først Sankt Martins helgendag d. 11. nov og dermed aftenen før, der skulle fejres, men det er en mandag i år.
Sankt Martin af Tours levede i 300 tallet. Han grundlagde et kloster og kunne udføre mirakler. Han ønskede ikke at blive biskop, da han blev opfordret til det og gemte sig i en gåsesti. Men gæssene skræppede op og afslørede gemmestedet med det resultat, at Sankt Martin blev biskop. Gad vide, om han har haft et glimt i øjet, da han besluttede, at gæssene hvert år skulle bøde med livet og ende på middagsbordene den dag, de afslørede ham? Eller om han har været rasende på dem? Uanset hvad, har det nok været en fest.
Sankt Martin blev på dansk til Morten, og den dyre gås blev efterhånden til den billigere and. Hvem mon bragte skikken til dk? Historien blev første gang trykt på dansk i 1616.
I min barndom blev vi inviteret til Mortens and 2 gange i nov. Min farmor havde fødselsdag d. 6.nov. og samlede sine børn til andesteg. Min mor havde en bror, der samlede sine søskende til andesteg. Jeg husker det, som var det sådan hvert år. Ligesom sneen lå hushøjt hvert år! :-)
Men hvornår jeg indførte det i min egen familie står lidt uklart for mig. Jeg husker til gengæld knivskarpt den eftermiddag, da yngste kom løbende hjem nærmest in tears over fra naboen "Hvorfor skal vi ikke have andesteg, når de skal hos Anita og Niels Peter??"
Det skulle vi da! Det kunne bare ikke lige nås den dag......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar