SøndagsOpera

Som sidste søndag fik jeg også i går en lille dosis opera i vores lokale musikhus. Kammerorkestret har 50 års jubilæum i år og holdt jubilæumskoncert i går med Mette Ejsing som solist. Hun synger ude i den store internationale operaverden på de kendte scener. Hun har en smuk og fyldig alt stemme, og jeg nød især de 3 arier fra Messias, som hun bl.a. sang . Mette Ejsing er opvokset i Silkeborg. Hun er 54 år. I sin barndom og ungdom spillede hun violin i kammerorkestret, hvor hendes far iøvrigt også var aktiv. Hun fandt på et tidspunkt ud af, at hun sang bedre, end hun spillede og valgte at uddanne sig til sanger. Hun var over 35, inden hun brød igennem internationalt, og hun fortæller til avisen, at de største øjeblikke i karrieren indtil nu har været at synge ved Wagner Festspillene i Bayreuth.
Det, der har givet mig mest stof til eftertanke fra avisinterview'et, er der hvor hun siger, at hun er mere nervøs for at synge i Silkeborg, end hun er, når hun er ude i verden. Og så føjer hun til "det er jo fordi, der er så mange, der kender mig personligt her".
Jeg ved godt, at dem der står én nærmest også er dem, der kan såre én mest. Og at kritik fra ens kære kan gøre meget ondt.
Alligevel blev jeg overrasket over, at en succesrig sanger også har det sådan. På den anden side set, så fortæller det også noget om, at det nok er et menneskeligt vilkår med det der bløde punkt, som de allernærmeste har adgang til. Jeg havde engang et lille memento på mit køleskab, der lød nogenlunde sådan "Kritik er som en hård børste, der ikke skal bruges på det bløde stof"
Det bliver jeg vist aldrig færdig med at huske på !