Sidste arbejdsdag.

Det er 2 år siden, jeg havde sidste arbejdsdag. Helt præcis var det d. 10. nov., som var en fredag. Efter farvel-frokost med mine kolleger, havde jeg inviteret mine naboer i opgangen til kaffe og othello lagkage om eftermiddagen. Det føltes rart og trygt at være sammen med dem + Linda og Henrik efter at have sagt definitivt farvel - ikke "vi ses på mandag" - til mit 40 årige arbejdsliv og de 30 år på det samme sygehus.
Når jeg ser tilbage, så var jeg hysterisk bange for at slippe arbejdslivet med alt hvad det indebar af kontakt til andre mennesker, anerkendelse, udviklingsmuligheder og en lønindkomst. Nogle måneder før jeg sagde op, havde jeg nogle dages ufrivilligt (men spændende) ophold i Kangerlussuaq pga. dårligt vejr. Der var også andre, der drev rundt og vi snakkede sammen, og som det første fortalte vi hinanden, hvad vi arbejdede med. Mit skrækscenarie: hvordan præsenterer man sig, når man ikke har et arbejde?? Et par sygeplejersker og en pensioneret lærer mente, at man blev da ved med at være den profession, man havde haft.
Men jeg har fundet ud af at al den skræk, kan koges ned til den eksistentielle angst for at blive gammel, syg og fattig - og at dø. Og at det er et grundvilkår for os. Og nogen gange fylder det noget, men for det meste gør det ikke - for mig. Og her kommer et dr. Phil citat ind (amerikansk tv-terapeut) :-) som jeg bliver drillet meget med, fordi jeg ser hans program - sommetider...... "there is no reality - it is all about perception" Eller som det danske ordsprog "det er ikke hvordan man har det, men hvordan man ta'r det" Når jeg nu er ude på Memory Lane, så har jeg også kigget i den kurv med det sjove indhold, som mine kolleger gav mig den sidste dag. De havde lavet taler, sange og sjove indslag og vi grinede så meget, så der overhovedet ikke blev behov for at fælde tårer. Det havde jeg gruet lidt for. Jeg havde Linda med til frokosten. Det var også lidt hendes sygehus - hun var født der - og havde også været med på arbejde, når der havde været brug for pasning. Dengang det var et meget mindre sygehus. Jeg fik sagt rigtig grundigt farvel. Også til M3, min afdeling, hvor vi spiste morgenmad sammen dagen før, og jeg fik gaver og sang. Jeg tror, at farvel er rigtig vigtigt. Ikke noget med at liste ud af bagdøren.

Så når man siger farvel og lukker en dør, så er der andre døre, der åbner sig.

Og hvad er så det bedste ved at være fri for arbejde (for mig) ? Det er så helt ubetinget ikke at have ondt i ryggen så ofte og så meget! Og så er det friheden og tiden. Det første (ryggen) hænger sammen med friheden til at disponere over tiden, og hvad jeg vil putte ind i

den. Det føler jeg som et stort privilegium.

Der blev ændret på vores arbejdsforhold for 5 -6 år siden, så i stedet for at rotere mellem alle afdelinger hvert halve år, skulle vi tilknyttes en bestemt afd. Jeg valgte ikke med hjertet, ortopædkirurgisk afd., fordi det efterhånden var blevet for tungt for mig. Jeg valgte et fysisk lettere område: en lungemedicinsk afd. Til gengæld var det psykisk hårdere, fordi patienterne ikke blev raske. De kronisk lungesyge med et fremadskridende sygdomsforløb og lungekræftpatienterne i det terminale forløb havde hyppige indlæggelser, og nu bagefter kan jeg mærke, at det var rigtig hårdt at følge så mange mennesker i deres sidste tid. Men det var også på sin vis meget givende. Alligevel er jeg rigtig glad for, at jeg er færdig med det.

Det værste ved at holde op med at arbejde har hverken noget med identitet eller livsindhold at gøre, for både identiteten og livsindholdet findes også på den anden side af døren. Jeg kan kun finde på en eneste negativ ting: for få penge!

Pyh, det blev vist en længere smøre. Nu sidder jeg og tænker, om det i det hele taget skal udgives??