Journalvolapyk

Det er snart 3 år siden, jeg holdt op med at arbejde som fysioterapeut. Mine mange arbejdsår foregik mest en del indefor et syghus' høje mure. Det betyder, jeg bliver ved med at interessere mig for, hvad der foregår i den verden. Jeg bliver trist til mode, når jeg hører om mennesker, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med indlæggelse og behandling. Men klager fylder ikke meget i arbejdslivet, fordi der opleves så stor tilfredshed og mange gode patientforløb.
Nu vil den kritiske læser nok sige, at patienter tør ikke klage. Og ja, der er en magtbalanceforskel. Men der er gode klagemuligheder og hjælp til at formulere klagerne. Men det kræver selvfølgelig et overskud.
I den idelle af alle sygehusverdener, er fagligheden i top hos alle personalegrupper. Alle har hjertet på rette sted. Alle er altid glade og meget tålmodige. Og ingen begår nogen sinde en eneste fejl.
Men, men...... sådan en ideel verden findes jo ikke, selvom der bliver arbejdet meget på at forbedre alle arbejdsgange.
Der findes nogen, der er dygtigere end andre. Der findes nogen, der har mere personligt overskud (og mindre bøvl i det hjemlige bagland) Men frem for alt, så er ingen fuldkommen fejlfrie. Hvis vores frisør eller revisoren laver en fejl, så er resultatet ikke så afgørende, som når det handler om sygdom og død. Det må være fuldstændig ubærligt at lave en fejl eller forglemmelse, der resulterer i et menneskes død. Jeg har tit tænkt, det var godt, at mit fag ikke kunne have den slags følger.
En lille artikel i "Dagens Medicin" forleden dag mindede mig om dengang i 1970, da min far blev syg og døde. Man kan roligt sige, at der var ingen kommunikation mellem læge, patient og pårørende udover, at alting var fint, selvom det modsatte var ganske iøjnefaldende. Det var dengang en fornem pligt for lægen at holde skjult for patient og pårørende, at der var noget alvorligt på færde.
Nu er situationen ganske modsat. Hvis man , som patient, ikke vil fuldt informeres om sin evt. sygdom, skal man frabede sig det, så det kan føres i journalen. Jeg har oplevet tyrkiske og kinesiske familier, som ikke ønskede, at deres mor eller far skulle kende alvoren i sin egen situation.
For en del år siden blev der indført en lov om journalindsigt, så enhver kan få gennemgået og få en kopi af sin egen lægejournal.
Nu er kommunikation som bekendt en vanskelig sag. Vi opfatter det, der bliver sagt i henhold til det, vi har med os i vores bagage af livserfaring. Vi har forskellige sårbare punkter, som kan rammes af ganske almindelige ord, eller en ryg der vendes til, som næsten kan lamme os, så vi hverken kan tænke eller høre.
Jo, der findes også læger og sygeplejersker, der har stor indføling, og som kan kommunikere i øjenhøjde med alle patienter.
Men for de patienter, der står uforstående og forvirrede over, hvad der bliver sagt og skrevet om dem, har lægen Thomas Theilgaard oprettet et tilbud om hjælp til at tyde/oversætte journalen.

Kan man ikke bare tage papirerne med til sin praktiserende læge og få hjælp der?? Det tror jeg?
Ellers er hjemmesiden her:

www.journalvolapyk.dk

Nu vil jeg gå til kaffeslabbaras med 3 tidligere kolleger. Og der er ikke længere, end jeg kan cykle i det dejlige kolde solskin. Jeg må hellere huske vanterne.