En aftale.

Selvom ældste og jeg bor tæt på hinanden og tit veksler ord i telefonen, så kan jeg komme i underskud med øjenkontakt.
Jeg havde derfor inviteret til spisning - kun os to. Mens jeg tændte lys, tænkte jeg, at jeg kunne da vist godt have fundet en blomst i haven. Det blev ikke nødvendigt at gå ud, for hun kom med gule roser i det samme.
Inspireret af Vibeke, havde jeg puttet en hel kylling i ovnen. Den blev ledsaget af et fad med rodfrugter og majskolber. Jeg har taget hul på efterårssalaterne med rødbeder og æbler i små strimler, lidt revet løg og en olie/eddike dressing smagt til med flydende honning, salt og peber.
Det smagte altsammen godt. Men hvad skal jeg nu finde på med det halve kræ???
Derfor falder jeg altid for de udskårne fileter.
Ældste er gået til sit kursus i girafsprog.
Jeg skal skrive referat fra dagens bestyrelsesmøde i Børns Voksenvenner.
Jeg skal da også se nyheder. Michelle må være kommet til København!

Kolde fingre.

For første gang, i det her efterår, tænkte jeg på vanter, da jeg var ude at gå i formiddagens smukke, kolde solskin.
Endelig en fordel med korte arme. Det er kun fingerspidserne, der bliver kolde.

Søndag-formiddags-yndlingsbeskæftigelse....

I Odense ligger den meget hyggelige og stemningsfulde Cafe Gertrud. Her får man lækker brunch og afslappet stemning.
Og i selskab med den ene af de sødeste, kunne jeg ikke ønske mig mere.


På vejen hjem kom vi forbi Bazar Fyn, og der er der fine, lækre arabiske kager

Applaus.

Yngste og jeg var i biografen i går aftes, og da jeg går i en stor bue uden om "Pigen der legede med ilden", blev det den nye dansk film "Applaus".
Paprika Steen har den altoverskyggende hovedrolle.
I filmen er hun skuespilleren Thea, der lige har overstået en behandling for alkoholisme. Hun er blevet skilt fra sin mand, som har forældremyndigheden over deres to børn.
Tilbage på teatret har hun stor succes i rollen som Martha i "Hvem er bange for Virginia Wolf", og hun begynder at arbejde på at få børnene tilbage.
Det er svært for hende at acceptere, at hun ikke har overskud og modenhed til at tage vare på sig selv. Hvordan filmen ender, skal ikke røbes her.
Jeg synes, handlingen er meget tynd. Men filmen vinder på Paprika Steens spil. Hun er på overbevisende måde den midaldrende, alkoholiserede kvinde, som er på vej ned ad slisken. Hun er også den søde, sjove mor, og hun er den manipulerende ekskone.
Hun udleverer sit slappe maveskind og sin løse hud på halsen og i ansigtet. Ikke at hendes 45 år på nogen måde kan matche de over 70 årige modeller på Tune Andersens fotografier i mit forrige indlæg.
Jeg synes, de 90 min. som filmen varede, var i overkanten. Det er sjældent, jeg kigger på uret og tænker, om vi snart kan gå.

Himself.......

Blogging er en sjov ting!
Jeg kaster mine meninger og oplevelser ud in space.
Og får en del besøgende, som ikke siger noget. Så er der andre, der jævnligt lægger en kommentar, og jeg følger med på deres blog, og en form for intimitet og indforståethed opstår.
Sommetider tror jeg nok, jeg glemmer, jeg vil ikke skrive mere, end jeg vil sige til en fremmed bordherre!
I hvert fald måtte jeg lige tilbage til mit indlæg om fotoudstillingen, da jeg så Tune Andersens kommentar.
Kunne jeg nu stå inde for det, jeg havde skrevet?
Det er spændende at blive læst af én, man har skrevet om.
Så kære læser, gå tilbage og læs Tune Andersens kommentar. Bogen, "Strange Days" der er udgivet i forbindelse med udstillingen, kan anbefales med de spektakulære billeder og en tekst, (af Tove Thage) der fremmer forståelsen.
Citat fra bogen: "Betragteren skaber kunsten" sagt af Marcel Duchamp

Grotesk og absurd?

Når nu billedet af et menneske inde i mit hoved, via glittede magasiner og reklamer, er en ung smækker krop, så er det da voldsomt provokerende at træde ind i det rum, hvor der er opstillet syv meget store fotografier af nøgne gamle mænd med bokserhandsker!
Første gang jeg så billederne stod jeg måbende og vantro, og tænkte at jeg umuligt kunne lægge dem på min blog.
På min vagt i dag på Kunstcentret ændrede jeg mening. De river i mine vanebetingede observationer, de billeder. Ikke at jeg synes de er smukke - tværtimod.
Men det traditionelle kvinde- og mandebillede, vi ser i medier og reklamer er jo ikke sandheden. Og uanset hvor meget vi træner, spiser sundt og smører os ind i dyre cremer, kan vi jo ikke undgå kroppens forfald.
Men skal det serveres så kynisk for os?
xx
Jeg kan altså også godt se humoren i det? De står der i deres dagligstue klædt af, men alligevel klædt på til kamp... Mod hvad mon?
De 8 kvindebilleder er fra 2009 og hedder Primadonna. De er ikke så store. I al deres nøgenhed er det som om de er klædt i en stor ensomhed.
Men hvorfor stiller de op til noget så kontroversielt?
Gør de det for kunstens sag?
Er de ofre for en fotograf, der er så verbalt priviligeret, at aktørerne opfatter sig som heldige og udvalgte?
Mest af alt forbliver de fulde af hemmeligheder til trods for deres nøgenhed.
Fotograf og billedmager er Tune Andersen og de omtalte billeder er kun en lille del af udstillingen. Der er billeder af udstoppede dyr, skeletter, fiskehoveder og parafraser over religiøse og klassiske motiver.Billedet af kunstneren selv hænger sammen med 6 små iscenesatte, smukke portrætter i guldrammer.
Der er også flere selvportrætter i groteske iscenesættelser som mest minder om Kviums malerier.
Udstillingen kan ses på Kunstcentret Silkeborg Bad til dec 09. De store billeder af de nøgne mænd har været vist på Charlottenborg for et par år siden.

En etiket.

Der er basis for forbedringer!!
Jeg har lært, det skal være et billede, der kan lægges ned. Ikke et højkantbillede. Etiketten skal også være lidt større. Der skal heller ikke være en hvid ramme langs siderne.
Bibliotekaren mente, der må findes et etiketprogram, men han kender det ikke. Er der nogen af jer, der gør?

En ny service.

Biblioteket har fået en ny service.
2 gange om ugen kan man få hjælp og vejledning til alt, der har med computer at gøre.
Den der lille detalje, der gør, at jeg ikke lige kan komme videre.
I går aftes sad jeg og baksede med at få et billede af en gren med modne blommer ned i lille størrelse, så den kunne skrives ud som etiket til at sætte på glassene med blommemarmelade.
Det er skønt at have så små problemer. :-)
Om lidt får jeg løst problemet på biblioteket!

Clean up......

"Clean up as you go along"
Udsagnet stammer fra en kæreste yngste havde for mange år siden, og det er et godt køkkenråd.
Jeg har også fulgt rådet i dag. Alligevel er vi lige blevet færdig med opvasken. Der bliver meget opvask efter fire mennesker!
Blommerne var basis i desserten, som bestod af en blommekompot i et lille glas. Ovenpå blommekompotten lægges knuste makroner, som dryppes med lidt Bailey, og der toppes op med flødeskum. Uhm!
Tidligere i dag var vi på Silkeborg Kunstmuseum, som for tiden udstiller Prins Henriks samling af afrikansk kunst.Der er en stor udstilling af masker og skulpturer fra forskellige afrikanske lande, og de enkelte genstande er stillet op, så man kan læse, hvor de kommer fra og hvilken funktion de har haft. I et lille siderum er der eksempler af danske Cobramalere, så man tydeligt kan se, de var inspireret af afrikansk kunsthåndværk.
Det er en meget spændende udstilling, som varmt anbefales.

En vurdering

På vej ned til Torvet i formiddags gjorde jeg et lille stop ved Kulturspinderiet.
Her er der i dag åben censurering forud for udstillingen "Kunst for alle", der åbner på søndag. Alle kreative sjæle kan indsende op til 5 værker til bedømmelse, og så enten blive udtaget til at deltage i næste uges udstilling, eller blive afvist.
Dagens censorer var Århuskunstneren Hans Krull og den lokale gymnasielærer i billedkunst.
Gymnasielæreren prøvede at forklare noget om billederne, men hun blev hele tiden overgået af Hans Krulls meget blomstrende og bidende kommentarer om billederen, kunstnerne og kunstens situationen i almindelighed i DK. Det var meget underholdende, men jeg ved ikke, om det var brugbart for dem, der havde lavet kunstværkerne.
Der forklares og vurderes.
Det var åbenbart rigtig svært at give et afslag. Her forsøges at mildne eller trøste den afviste ved at fotografere hende. Det hele ledsaget af en masse sjove bemærkninger.Hvis et billede er som et barn for den, der har malet det, så synes jeg, det må have været rimeligt hårdt for nogen af dem der lagde lærred til i dag. Men meningen er måske også, at det ikke skal blive alt for højtideligt at vise sine ting frem.

solnedgang.

Solnedgang ved Ørnsø.
Ænderne på vej i seng inde i sivene.

Ude af trit med virkeligheden.......

Jeg ved godt, jeg er lidt ude af trit med dagens virkelighed, når jeg skriver om filmen "Headhunter", som jeg så for et par uger siden.
De to bærende hovedpersoner, Lars Mikkelsen, som den mimikfattige, skarpe headhunter og Henning Moritzen, som den aldrende koncerchef, spiller deres roller rigtig godt. Om der er sådan et kynisk spil i toppen af erhvervslivet, som filmen så spændende skildrer, ved jeg ikke. Men jeg følte mig godt underholdt, og der var kun et enkelt slagsmål.
Værre var det, at der blev vist forfilm til aftenens premierefilm med Lisbeth Salander. Den er uhyggelig voldelig og blodig. Jeg skal ikke se den. Jeg fik nok af at læse bogen og se den første film.
Den 3. bog er jeg ikke nået langt ind i. Salander ligger stadig på operationsbordet. Men jeg er nysgerrig efter, hvordan det går hende, og får derfor også på et tidspunkt læst bogen færdig.
I aften kommer til til at handle om noget så ufarligt som "Vild med Dans". Det kan aldrig gå helt galt.
God fredag aften i blogland.

Forfatternavnet.

Forfatternavnet fangede mit blik, da jeg læste boganmeldelsen.
Adorján. Mine tanker gled tilbage til 1970, da jeg arbejdede på Klinikken for Cerebral Parese og Børneneurologi. Den lå dengang på Hans Knudsens Plads bagved Ortopædisk Hospital. Overlæge Adorján, der var en meget anerkendt ortopædkirurg, var tilknyttet klinikken som konsulent. Han kom med mellemrum for at vurdere, hvilke børn der havde så stramme ledbånd, at der måtte et kirurgisk indgreb til, for at vi kunne komme videre med træningen.
Overlægen var en smuk, distingveret (i mine 27 årige øjne) ældre herre. Man small- talkede ikke med ham. Men der blev sagt om ham, at han var flygtning fra Ungarn, og at han havde en søn, der var en meget talentfuld, professionel fløjtespiller.
Men uanset forfatternavn, så lød anmeldelsen rigtig spændende, og tidligt i morges da jeg alligevel ikke kunne sove, læste jeg bogen færdig.
Overlæge Adorjáns barnebarn har skrevet en bog om sine bedsteforældres liv og den meget dramatiske og for familien meget traumatiske afslutning deres liv fik, idet de begik selvmord sammen.
Johanna, der som barn ofte fik at høre, at hun lignede sin bedstemor, var 20 år i 1991, da bedsteforældrene døde. Hun har i mange år samlet materiale og interviewet mennesker der kendte parret, for at komme til forståelse for, at hendes 71 årige raske bedstemor valgte at følge sin 10 år ældre alvorligt syge mand i døden, og nu næsten 20 år senere er bogen udkommet
Det er en meget velskrevet bog, som ud over faktuelle forhold også indeholder tænkte situationer og dialog mellem bedstforældrene skrevet med et barnebarns kendskab til dem.
Der er gribende beskrivelser af jødernes rædselsfulde forhold i Ungarn under 2. verdenskrig. Der er tænksomme reflektioner over den jødiske identitet. Familien valgte i dødsannoncen at skrive "Deres store kærlighed er svaret".
Forfatteren fortsætter:
"Det er den smukkeste måde at tolke deres dobbelte selvmord på. Men er det hele sandheden? Er det ikke først og fremmest angst, der taler ud af denne handling? En kvindes angst for ikke at være elsket, for at være alene, ligge andre til byrde, måske engang selv blive syg og affældig? Og hører der ikke også en god del
aggression til, over for sine egne børn, at lade, som om man er fuldkommen alene i verden?"
I min verden må man ikke gribe til selvmord. Det er det værste, man kan udsætte sine nærmeste for. Jeg har kendt 2 mænd, en nabo og en ven, der begik selvmord, da deres børn var 18-20 år, og det var frygeligt for dem.
Min oldefar hængte sig, da han var i 30erne, og 100 år senere var det stadig en skamfuld familiehemmelighed, som min mormor og mor aldrig talte om. Min moster fortalte mig det hviskende, da jeg var langt oppe i fyrrene og var begyndt at interessere mig for slægtsforskning.
Nu er der heldigvis åbenhed om det, og det er heller ikke skamfuldt, hvis en forælder tager livet af sig, og der er psykologhjælp og anden støtte at få. Alligevel er det dybt traumatisk for de nærmeste.

En køkkentjans.

På Kunstcentret Silkeborg Bad er der i øjeblikket bl.a. en udstilling, der hedder "Text". Det er så fristende at røre ved tingene, som er små og store hjemmelavede bøger.
Min opgave skulle så være at cirkulere rundt og minde folk om, at de udstillede genstande ikke måtte berøres. Og når jeg nu selv havde sådan en lyst til det.....
Men det blev alligevel ikke det, min vagttid gik med.
Der kom en gruppe på 34, og at de alle ønskede at spise i cafeen, var ikke rigtig blevet forstået ved forudbestillingen. Der var kun en person på arbejde, og hun fik travlt. Jeg blev hidkaldt, men jeg kendte ikke arbejdsgangene i køkkenet, eller det at betjene kassen, så der blev lang ventetid. Men det gik nu godt alligevel. Dog tror jeg, at kassen ikke stemte ved lukketid.
Den lille hyggelige cafe var fyldt godt op.

En stille høstlig brusen.......

Korets sommerferie er forbi. På repertoiret har vi en sang af Chr Richardt, som med romantikkens poesi sætter ord på den vidunderlige sensommerdag, vi har haft i dag.
2. vers lyder sådan:
Det høje havedige
hvor hyld og rose blomstred' nys
har ødt sit blomsterrige
og slukt sit kongelys.
Men bærret har sin sødme
og æblets kind får rødme
fra solens sidste kys. Så sanseligt kunne det skrives i 1878. Vi synger den med Madsen Stensgaards (1850-1927) meget smukke melodi.
Jeg forstår ikke, hvorfor man i højskolesangbogen har valgt en melodi af den nyere pianist Christian Christiansen.

Nye billeder på nethinden.

Når jeg vågner tidligt og har god tid, begynder jeg ofte dagen med at ligge og lytte til de dejlige stemmer og melodier på denne her cd.
Nu har jeg fået nye billeder der passerer forbi på nethinden, mens jeg nyder musikken. Den svenskrøde farve på husene, de blanke søer, de grønne farver i skoven - og stilheden.
Nu er morgenstilheden forbi. Jeg skal til træning og senere på dagen står der billedbehandling på programmet. Herligt selv at kunne vælge.

Småland i en nøddeskal.

Det kan godt være, jeg tager munden for fuld, når jeg kalder turen for "Småland i en nøddeskal." Sverige er jo et stort land. Men med mit ringe kendskab til broderlandet, så synes jeg, at jeg har oplevet noget autentisk svensk. Det har været rigtig hyggeligt og der har været en god stemning. The 5W spirit!
Første eftermiddag var vi på Bruksmuseum i Bruzaholm. Engang et stort jernstøberi, hvor arbejderne boede i små lejligheder på området. Den ene guide var en 85 årig kvinde, som var vokset op der, og som kunne vise det lille køkken frem, hvor de dengang sov 6 mennesker.
Næste dag var vi på Visingsø. Øen i Vattern med det milde klima og mange frugttræer. En smuk ø med en gammel historie og velbevarede levn fra fortiden.
Remmalag er en tur rundt med hestevogn med bløde komfortable hynder. Vores kuskeguide havde en medhjælpende hund.
Efter rundturen spiste vi frokost på en hyggelig restaurant.
Røding (hedder vist fjellørred på norsk) lever i den 40 m. dybe og meget store sø Vattern. Lækker fisk.

I den lille by Granna, hvorfra båden går til Visingsø, er der polkagriseproduktion i hvert andet hus. I min uvidenhed troede jeg, det var bolschegrise, men der er ingen grise. Men en masse rød/hvide bolscher.
Den sidste aften var vi til vinsmagning og middag hos Annika, og den første eftermiddag var vi til kaffe og fralla (boller med pålæg) hos Marianne. Ellers spiste vi på cafe eller restaurant.
Eksjø har en gammel bydel med velbevarede træhuse. Vi fik en guided tur af en historiker, som kunne fortælle mange sjove ting om livet for mange år siden.


Efter byvandringen var der afsluttende lunch på en restaurant og snakken gik om, hvor næste Norden træf skal være. Skal det være til en Sameby der langt mod nord, hvor én af deltagerne har familietilknytning - eller skal det være i Norge?
Der kommer information om det i et nyhedsbrev.
Jeg rejste hjem i toget mens de svenske gloser snurrede i mit hoved. De har nogen sjove udtryk. Ørngott, altså noget godt til ørene. Sådan kaldes et pudebetræk. :-)

Et Smålandsk paradis

Man kan godt nok opleve mange ting på 4 dage, når lokale mennesker åbner deres hjem og strikker et program sammen for en flok kvinder fra Danmark, Norge og Sverige.
Jeg ankom aftenen før arrangementet skulle begynde, og jeg var så heldig at få B og H som værter. De har byttet deres danske hverdag ud med et liv langt ude i en svensk skov. Sådan forekom det mig. Altså langt ude (men kun ca. 15 min. kørsel) Jeg kendte kun Sverige set bag en bilrude på vej til Norge eller Bornholm.
Men her var der andet at se på. De bor et helt vidunderligt sted. Stille - og om aftenen var der hængt en masse stjerner ud på himlen. Hos mig er der så meget gadelys, så det er svært at se stjernerne.
Det røde hus er gæstehuset, hvor jeg boede i et værelse. Svenske Jill og Eva boede i et andet. Vi blev beværtet med lækker morgenmad og hyggelig atmosfære. Det er fantastisk at komme til fremmede mennesker og blive mødt med varme og gæstfrihed, og føle at vi er på bølgelængde. Vores værtspar rejser rigtig meget og har boet hos 5W værter og pennevenner i hele verden.
Jeg tror, der kommer et senere indlæg om, hvordan dagene gik (skal lige have ordnet nogle blommer og lavet noget mere marmelade - det sidste!)
De to billeder er udsigten fra stuen og foran huset. Der var såååå idyllisk.
En morgen med mosekonebryg.

Til Sverige..

Det er 25 år siden britiske Frances Alexander fik ideen til at stifte et internationalt rejse og-venskabsnetværk for kvinder: Women welcome women worldwide. Forkortet 5W. Der er nu mange medlemmer i mange forskellige lande, og med medlemslisten i hånden kan man kontakte hinanden og aftale at besøge hinanden. Der er også lokale grupper, der arrangerer gatherings og sender invitationer ud.
Lokalgruppen i Eksjø har sendt en invitation ud til et Norden-træf og lagt et program, som handler om at opleve forskellige seværdigheder, at spise sammen, tale sammen og bo hjemme hos vores værter. Og jeg skal afsted.
Min norske veninde fra tiden på fysioterapeutskolen er meget aktiv i 5W og har rejst i mange lande på den måde. (hendes mand er kaptain på de store både på verdenshavene, og han vil ikke rejse, når han har fri) Men hun introducerede det for mig for et par år siden. Jeg glæder mig til at være sammen med hende. Jeg er også glad for, at jeg skal bo hos Bodil, som jeg ikke kender endnu. Mange skal bo på vandrehjem, fordi der ikke har været plads hos de lokale værter. Men jeg synes, det er mere spændende at opleve private hjem, så der var jeg heldig.Jeg glæder mig også til at komme ud at rejse med tog!
Ps. dem der boede på vandrehjem, havde foretrukket det og selv valgt det.

Slut med blommer.

Jeg rejser væk et par dage, og der er stadig mange blommer.
Jeg har tryglet mine naboer nær og fjern om at hente nogen. :-)
Men ellers kan de vel blive til fuglemad.
I går og idag har jeg lavet 3 portioner marmelade i størrelsen 600g blommer, 300g syltesukker og én med kanel, én med kardemomme og én med chili. Som om jeg spiser en masse marmelade....
Men der er noget meget hyggeligt ved at anvende det, der gror udenfor
Og så har jeg stillet an til noget, der skal blive til blommesnaps. Som om jeg drikker snaps... :-)
Blommesnaps:
800g hele blommer, der prikkes med en gaffel.
3 dl mørk (skulle nok være lyst) rørsukker
4 dl vodka hældes over
1 stk kanel tilsættes.
Det hele hældes i et glas, der kan lukkes tæt.
De første dage, indtil sukkeret er opløst, skal glasset vendes et par gange dagligt med varsom hånd.
Stilles mørkt i 3 mdr. Rystes blidt engang imellem.
Herefter bliver det spændende, for jeg har aldrig prøvet det før.